Fortsæt til indhold

Reumert-jury er vild med Aarhus-dans

To ud af tre Reumert-nomineringer for årets danseforestilling er fra Aarhus

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

For første gang er to aarhusianske dansekompagnier nomineret til en Reumert i kategorien 'Årets danseforestilling'.
Med Granhøj Dans og Don Gnu som to ud af tre mulige vindere af prisen, er der glæde og stolthed i byens dansemiljø.
"Det er totalt fedt. En reumert-nominering betyder utrolig meget. Det er en anerkendelse af ens arbejde. Som kunstner spørger man altid sig selv om det, man laver, overhovedet kan bruges til noget. Nu bliver vi bekræftet i, at det vedkommer andre," siger Palle Granhøj, der i 2001 modtog en Reumert og nu for fjerde gang er nomineret.
Men nomineringerne denne gang er det største, der er sket for Granhøj Dans, fordi de sætter fingeraftryk på alle tre kandidater.
"Det er vildere end nogensinde. Don Gnu er så at sige et produkt af Granhøj Dans. De har været en del af kompagniet og har nu startet deres eget. Men også koreografen bag den tredje nominering Edhem Jesenkovic har både været koreografassistent og danser hos os," fortæller en stolt Palle Granhøj på telefon fra Canada, hvor han for øjeblikket er på turné.

Bora Bora står bag

Også den aarhusianske scene for dans og visuelt teater, Bora Bora, der flyttede ind på Brobjergskolen i 2011, har grund til at glæde sig.
Scenen er co-producenter på begge aarhusianske reumert-bud.
"Det er fantastisk, at Aarhus trækker to nomineringer. Det er virkelig et signal om, at dansen har det godt i byen, og at vi kan være med på nationalt plan," siger Jakob Edut, der er pressemedarbejder hos Bora Bora.
DonGnu, der består af de to koreografer og dansere Jannik Elkær Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, er nomineret for forestillingen 'Kvinde Kend dit Skab', der havde premiere på Bora Bora i oktober.
Granhøj Dans er nomineret for forestillingen 'Mænd & Mahler', der havde premiere i februar. Danseforestillingen spiller igen på Bora Bora den 20. og 21. april og under Aarhus Festuge i september.
Årets Reumert-priser bliver uddelt den 5. maj i Operaen i København.