Hun elsker ikke sin mand
Den Jyske Opera gæster Vejle Musikteater med operaen Katja Kabonova af Leos Janácek, der kaldes den tjekkiske Puccini.
Katja Kabanova er en smuk ung kvinde med en hemmelighed: Hun elsker ikke sin mand, men lever et klaustrofobisk liv styret af sin svigermor og har ingen at betro sig til, da hun fristes af den romantiske Boris, som er vanvittigt forelsket i hende.
Katja prøver at overholde reglerne i det undertrykkende moralske samfund, hun lever i. Men kan hun modstå sin lidenskabelige natur, når hun er alene med Boris og omgivet af naturens skønhed og overflod? Et uvejr er på vej, og det bliver ligeså tragisk og stormfuldt som Katjas kærlighed til Boris, lyder beskrivelsen af handlingen, der er baseret på skuespillet Uvejr af den russiske dramatiker Alexander Ostrovskij.
Om musikken, der spilles af Odense Symfoniorkester, hedder det: “Janáceks gribende musik er baseret på folkemelodier fra hans hjemland og kombinerer skønhed og psykologisk sandhed i nogle af de mest intense dramatiske oplevelser i opera.”
Katja Kabonova har aldrig tidligere været opført i Danmark, men kan ses i Vejle Musikteater torsdag den 26. november klokken 19.30.
Alle med billet kan deltage i et introduktions-arrangement samme dag klokken 17 i Jacob Gade Salen, hvor en repræsentant for Den Jyske Opera fortæller om aftenens forestilling.