Fortsæt til indhold

Tidsparkering på vej ud

I et oplæg til politikerne står de fleste af de nuværende tidsmæssige begrænsninger ved parkeringer til ophævelse

Samfund
Erling Baastrup

Efter forhandlinger mellem teknisk afdeling og handelen i Favrskovs handelsbyer ligger det fast, at alle på nær Hadsten vil have fjernet de tidsmæssige begrænsninger på parkeringerne.

Hovedstrøg undtages

Oplægget foreslår, at alle ophævelserne stort set finder sted, men der opretholdes dog korte tidsmæssige begrænsninger på hovedstrøgene i Hammel, Hadsten og Hinnerup.
P-tiden sættes dog ned til en halv time.
Som vi tidligere har fortalt (se links herunder) har bilister betalt mange penge i P-afgifter. Penge, som er gået med halvdelen til staten og halvdelen til Parkeringskontrol Nord, der er den nuværende operatør på området.

Kommunen havde store omkostninger, da ordningen blev gennemført, men siden da er resultatet for kommunen som planlagt stort set gået i nul.

Ny operatør

Det er nu planen at kommunen opsiger aftalen med Parkeringskontrol Nord. Det kan ske med virkning fra 1. januar 2014, men det kræver, at opsigelsen foretages allerede her før 1. juli og dermed før forslaget går i høring.
Da der stadig vil være tidsmæssige begrænsninger enkelte steder, er en P-kontrol stadig en nødvendighed. "Denne mere begrænsede parkeringskontrol kan eventuelt indgås med en anden operatør," lyder det i oplægget, der nu skal behandles politisk.

Forlige parterne

"Nu må høringen vise, om forslaget kan være et brugbart kompromis, men det er svært at blande sort og hvidt og få en klar farve ud af det," siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Charlotte Green.

Konflikthåndtering

Med hensyn til den fremtidige kontrol siger hun, at der ikke er truffet en afgørelse om formen, men at det kan blive svært at få folk til at overtage så lille et kontrolområde.
"Man kan ikke sætte hvem som helst til et sådant job. Det kræver, at man har specielle kompetencer til at håndtere konflikter."