hvordan kommer vi videre?)
Mere asfalt, flere haller og større effektivisering af kommunal service skal tydeligvis sikre håbefulde byrådskandidater endnu en periode på skamlen. På vælgermøder i hele kommunen har dagsordenen stået på mere af det hele for det halve, og mens byrådskandidater har valgt at enes om det meste, breder panikken (nogle vil sige ligegyldigheden) sig hos vælgerne.
Skanderborg Kommune er ubetinget det smukkeste naturområde i Danmark, borgerne er blandt de bedst uddannede i landet og kommunen har et solidt skattegrundlag. Jeg mener, vi burde have overskud til både at løse de opgaver der er, mens vi fokuserer på at være medskabere af det samfund vi skal være fælles om i fremtiden.
Jeg mener ikke, at vi kan isolere os i en velstandskommune, og bruge gamle løsninger til at løse de påtrængende udfordringer vi står overfor. For det første har vi ikke råd, og for det andet har stort set alt andet i verden forandret sig – mens vi har forsøgt at fastholde velfærdssamfundet ved at spare og effektivisere. Nu er tiden måske moden til, at vi laver reelle forandringer, og på den vis bevarer grundtanken i den danske model: at vi er fælles om at sørge for de svageste, at vi er fælles om at passe på natur og kultur, og at vi er fælles om at alle har lige muligheder for et godt liv.
Vi skal målrettet tiltrække erhverv, der vil være med til at udvikle teknologi der understøtter velfærdssamfundet i version 2.0.
Vi skal vise politisk vilje til at nå vores mål om at være CO2-neutrale i 2020.
Vi skal holde fast i at forbedre vores ressource- og affaldshåndtering.
Vi skal have politisk mod til, sammen med brugere og borgere, at snakke om hvilken service der er mulig og ønskværdig om 5, 10 og 15 år.
I sidste ende skal vi stå sammen om at velfærd ikke bare er velstand, og insistere på, at politisk handling rækker længere end til næste kommunale budget, og politiske visioner længere end til næste valg.
Tirsdag den 19. november har du et valg. Jeg håber, du vil bruge det.