Fortsæt til indhold

Er løbet kørt for Henrik Vestergaard?

Det lykkedes ikke den lokale Venstre vælgerforening i Lisbjerg-Elev-Lystrup-Trige at omstøde Venstre bestyrelsen i Aarhus' beslutning om ikke at godkende Henrik Vestergaard som kandidat til byrådsvalget i november

Samfund
Grethe Bo Madsen

"Den her beslutning kommer meget bag på os. For tre måneder siden blev Henrik Vestergaard godkendt som borgmesterkandidat. Så regner man ikke med, at det pludselig er et problem for ham at blive godkendt som kandidat."
Bo Gustafsson, formand for den lokale Venstre-forening i Lisbjerg-Elev-Lystrp-Trige, var selv med til det bestyrelsesmøde, hvor hans vælgerforenings kandidat til byrådsvalget i november, Henrik Vestergaard, endte med ikke at blive godkendt. En beslutning, der kom som en total overraskelse og uden forudgående varsel.

“Ment som en nødbremse”

"Bestyrelsen har et juridisk grundlag for sin beslutning, men i vores øjne er det helt forkert at bruge den pågældende paragraf på den her måde. Den paragraf blev vedtaget i foråret sidste år. Der var tale om en stramning af reglerne i forhold til tidligere, men det var ikke meningen på noget tidspunkt, at den skulle kunne bruges til at tage stilling til, om man kan lide en kandidat eller ej," slår Bo Gustafsson fast.
"Den var ment som en nødbremse, hvis en kandidat var i konflikt med landets love eller ligende."

Smagsdommeri

Ifølge Bo Gustafsson har opført sig som var den en virksomhed, der fyrer en direktør.
"Sådan er det i et aktieselskab, men ikke i en politisk organisation. Bestyrelsen er der for os, de lokale vælgerforeninger og ikke omvendt. Når vi demokratisk har valgt en kandidat og ønsker vedkommende opstillet, så skal bestyrelsen ikke efterfølgende sidde og vurdere vores kandidat. Det er smagsdommeri," mener han.
"Bestyrelsen bør ikke kunne ?fyre? en kandidat på den måde. desuden finder vi det betænkeligt, at både Kate Runge og Bünayamin Simsek efterfølgende har meldt ud, at de ikke oplever samarbejdsvanskeligheder med Henrik Vestergaard."

Færdig i Venstre?

Er Henrik Vestergaard færdig i Venstre?
"Det må de kommende dage vise. Bestyrelsen står meget stejlt på sin beslutning, men der er flere andre lokale vælgerforeninger, der bakker os op i, at den paragraf er blevet anvendt på et fuldstændig forkert grundlag. Vi vil arbejde hårdt for, at det her ikke gentager sig - at den paragarf ikke igen vil blive brugt til som her at sidder og vurdere, hvorvidt man kan lide en kandidat eller ej."