Fortsæt til indhold

Hvad med at dyrke agurker på lufthavnen?

Lufthavnsdirektør Peter J. Høgsberg har det godt med mediestormen om korndyrkning på Aarhus Lufthavn

Samfund
Af Martin Schultz

Lufthavnsdirektør Peter J. Høgsberg siger som legendariske Simon Spies: ”Dårlig omtale er bedre end ingen omtale”.
De sidste par uger har nemlig budt på masser af omtale af problemerne på Aarhus Lufthavn efter at Peter J. Høgsberg i Aarhus Stiftstidende blev citeret for at ville dyrke korn på lufthavnens arealer for at skaffe penge i kassen.
”Først gik diskussionen på, om vi skulle dyrke korn på lufthavnens arealer. Derefter var diskussionen, om man overhovedet måtte dyrke korn på lufthavnen på grund af den sikkerhedsrisiko, som fugle udgør,” siger Peter J. Høgsberg.
”Jeg ved udmærket godt, hvad man må og ikke må, når man skal drive en lufthavn. Men jeg er glad for omtalen og har det fint med at Aarhus Lufthavn tilsyneladende er blevet en af sommerens agurkehistorier,” siger Peter J. Høgsberg, som glæder sig over at så mange mennesker har deltaget så engageret i diskussionen om lufthavnens fremtid.

Prisen er afgørende

Lufthavnsdirektør Peter J. Høgsberg har kun siddet i chefstolen siden 1. juli og vil gøre op med ”vi er alene en lufthavn”-tankegangen.
”Nogle kritikere siger, at jeg hellere skal skaffe nogle ruter til lufthavnen i stedet for at optræde som kornbonde. Men tingene hænger sammen. Vi får ikke nye ruter før vi har styr på vores omkostningsstruktur,” siger Peter J. Høgsberg.
”Nye ruter kommer dér, hvor prisen er den rigtige. Og prisen er først den rigtige, når vi er blevet mere effektive og omkostningsstrukturen er tilpasset markedet. Derfor skal vi forfølge alle de muligheder vi har for at blive konkurrencedygtige,” siger Peter J. Høgsberg.

Kornavl og solceller

Peter J. Høgsberg fik i sin tid som lufthavnschef i Odense Lufthavn flere hundrede tusinde kr. i kassen årligt ved at dyrke korn på arealer, som det var tilladt at dyrke korn på.
”Aarhus Lufthavn råder over et kæmpeareal på 370 ha. Vi har bygninger, hangarer og materiel, så vi skal udnytte alle muligheder. Ikke alt lader sig realisere, og jeg lægger gerne ni ud af ti ideer på hylden, hvis bare én viser sig at være realiserbar,” siger Peter J. Høgsberg, som også er i dialog med et meget omfattende projekt med opstilling af solceller.

Omgivet af rødspætter

Peter J. Høgsberg vil vende Aarhus Lufthavns nedadgående spiral.
Det skal ske ved at gøre driften mere effektiv, ved at markedsføre lufthavnen bedre med særligt fokus på Aarhus, og ved at stoppe al snak om en international storlufthavn tættere på Aarhus som alternativ til den nuværende lufthavn.
”Hele snakken om kornavl på lufthavnens arealer ”uden for hegnet” er kun et lillebitte hjørne af arbejdet med at effektivisere driften og tilpasse omkostningsstrukturen. Jeg har ingen spindoktor, men agurkehistorien om kornavl på Aarhus Lufthavn kunne ikke være plantet bedre. Jeg er glad for omtalen og opmærksomheden,” siger Peter J. Høgsberg.
Godt en måned inde i sit nye job har han overlevet sin første mediestorm med henvisning til ovennævnte Simon Spies-citat.
Hvad fremtidsmulighederne angår skal Peter J. Høgsberg nok også ihukomme et andet Simon Spies-citat:
”Tirstrup (Aarhus) Lufthavn er en lufthavn, som er omgivet af rødspætter på tre sider”.