Fortsæt til indhold

Folkeskolen ind i valgkampen

Godt besøgt valgmøde i InSide, men uden den store sprudlen

Samfund
Erling Baastrup

Selv om der ikke var annonceret med valgmødet onsdag aften i InSide i Hammel, var alligevel omkring 200 mødt frem, da de otte spidskandidater mødtes til valgkampens eneste store valgmøde uden specielle emner på dagsordenen.

Defensive

Det generelle indtryk må være, at lige så offensive, kandidaterne var i valgdebatten på TV2-Østjylland, lige så defensive var de onsdag aften. Der skulle ikke åbnes flanker, som kunne angribes seks dage før valget.
Det var også småt med nye emner, og det ser ud til, at de to blokke bliver mere og mere cementerede.

Der var fyldt godt op i Store Sal i InSide onsdag aften.

Borgmesterposten

Et af spørgsmålene gik naturligvis på, hvem der peges på som borgmester.
Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne peger entydigt på Nils Borring, A, men også radikale Helle Bækkelund har valgt side: ”Vi skal have en borgmester, der kan lytte. Det tror jeg, den nuværende også kan fremadrettet.”
I det andet valgforbund var meldingerne ikke helt så bastante, men det reelle indhold er, at med et borgerligt flertal, så er Anders G. Christensen næsten sikker på borgmesterposten. Konservative Charlotte Green sagde det dog således med hensyn til sit eget kandidatur: ”Vi skal prøve noget nyt. Vi går til valg på et bredt samarbejde.” ”Med et borgerligt flertal skal vi nok finde en borgmester,” var meldingen fra Liberal Alliances Martin Olesen. Dansk Folkepartis Niels Kallehave vil godt vente, til vælgerne har talt, men mon ikke hans præferencer ligger ret så faste.

Den venstre fløj fra venstre: Peder Meyhoff, Ø, Erik Høeg, F, Nils Borring, A og Helel Bækelund, B.

Lokale skoleaftaler

Et emne, som har været overraskende fraværende i valgkampen, er folkeskolen. Den dukkede så op denne gang. Konflikten i foråret handlede om, at Folketinget vedtog en lov, hvor de enkelte skoleledere skulle lave individuelle aftaler med de enkelte lærere. Imidlertid har man i nogle kommuner fået lavet lokale aftaler om lærernes arbejdsbetingelser. Derfor kom spørgsmålet: ”Kan der laves lokale aftaler i Favrskov?”
De fleste svar var noget uldne. De fleste mente, at der nu skal være en dialog med alle involverede parter som det første.
De klareste udmeldinger var fra Enhedslisten: ”Vi ønsker lokale aftaler, selv om det sikkert koster penge,” sagde Peder Meyhoff. ”Når de lokale aftaler er afskaffet i loven, skal vi ikke lave lokale aftaler,” lød det fra Venstres Anders G. Christensen. Martin Olesen, Liberal Alliance: ”Ja til lokale aftaler, så lærerne får gode arbejdsforhold.”
”Et succes-kriterium må være, at vi gennem dialoger når frem til en aftale om, hvordan vi får den bedste folkeskole. Lærerne vil gerne,” sagde borgmester Nils Borring, A.
Flere snap-shots på web-udgaven

Den højre fløj fra venstre: Anders G. Christensen, A, Charlotte Green, C, Martin Olesen, I, og Niels Kallehave, O.
"Så skal vi til det igen," tænker Niels Kallehave, O, formentlig i dette øjeblik.