Comwell Køge Strand åbner marts 2014
Hotel Hvide Hus i Køge bliver til 'Comwell Køge Strand', efter at Comwell Hotels netop har sikret sig retten til at drive hotellet videre.
KØGE: Aage V. Jensens Fonde, der ejer Hotel Hvide Hus i Køge, har netop indgået en aftale med Comwell Hotels om den fremtidige drift af hotellet. Hotellet i Køge står foran en grundig istandsættelse, og når det åbner om seks måneder får hotellets gæster et opdateret og indbydende hotel med navnet 'Comwell Køge Strand'.
Efter et kort forhandlingsforløb blev det Comwell Hotels, som sikrede sig retten til at drive Køges store berømte hotel videre under navnet 'Comwell Køge Strand'. Navnet afspejler hotellets smukke placering på stranden.
- Vi er glade for aftalen med Comwell, som er en af Danmarks mest fremtrædende hotelkæder med signaturhoteller som 'Bella Sky Comwell' i København og det kommende storhotel 'Comwell Aarhus'. Vi har tillid til at Comwell vil være i stand til at løfte opgaven, og er sikre på, at et up-to-date 'Comwell Køge Strand' bliver et attraktivt valg for hotel- og kursusgæster i hele hovedstadsregionen, siger Mette Skov, formand for Aage V. Jensen Charity Foundation.
- Vi er rigtig glade for fondens markante opbakning. Der sker meget i Køge og med bl.a. planer om det nye universitetssygehus og med vore erfaringer med at drive spa- og konferencehoteller er vi sikre på, at vi går en travl tid i møde, siger Preben Nesager, koncernchef i Comwell.
Borgmester Marie Stærke ser frem til, at Køge fortsat vil have et stort hotel, nu i en helt ny stil og til en helt ny fremtid, og tilføjer, at ”det er glædeligt at Aage V. Jensens Fonde støtter op om en istandsættelse af hotellet. Jeg vil også gerne byde Comwell velkommen til Køge – og håber det vil bringe mange gæster til byen”.
Den tidligere direktør for Hotel Hvide Hus Køge, Niels-Jørgen Larsen, Preben Nesager og Mette Skov indtræder i bestyrelsen for ”Comwell Køge Strand”.
Under istandsættelsen er hotellet lukket i perioden 1. november 2013–3. marts 2014, men det er allerede nu muligt at reservere værelser eller arrangementer på 'Comwell Køge Strand' i 2014 ved at henvende sig til Comwell Hotels.
I den periode hvor hotellet renoveres frem til 3. marts, er der desværre kunder som kommer i klemme, men dem hjælper Comwell gerne.
Comwell driver i dag 15 hoteller i Danmark og Sverige, og har mere end 40 års erfaring med hoteldrift og afholdelse af møder og konferencer. 'Comwell Køge Strand' bliver det 16. hotel Comwell-koncernen.