Fortsæt til indhold

Massiv fremgang for museum

Renovering af den gamle købmandsgård hører med til forklaringen

Samfund
Af Erland Rasmussen

Museum Østjylland i Grenaa har oplevet en besøgstilgang på mere end 20 procent flere gæster i første halvår i forhold til første halvår af 2012.
Fremgangen er bemærkelsesværdig, fordi det gode vejr i sommer er gået negativt ud over mange indendørs seværdigheder.
Museum Østjylland oplyser, at det har haft stor betydning for gæsterne, at museet i den gamle købmandsgård midt i Grenaa er blevet langt mere tilgængelig efter første fase af en større renovering. Renoveringen blev til med støtte fra Norddjurs Kommune.
Museet i Grenaa fik ved renoveringen ny, synlig indgang med rampe til kørestolsbrugere, moderniseret udstillingslokale og museumsbutik, elevator, handicapvenligt toilet og handicapvenlige tilkørselsforhold.
De senere måneder har der især været stor publikumsinteresse for den aktuelle udstilling ”Fabrikken – en særudstilling om Grenaa Dampvæveri”, og museet har haft et øget fokus på at udvikle lokale arrangementer og foredrag, som markedsføres gennem Museum Østjyllands samlede program for museerne i Grenaa, Ebeltoft og Randers. Museet forventer, at den positive tilgang af gæster fortsætter i efteråret og vinter og håber på, at det samtidig vil lykkes at skaffe økonomiske midler til fortsættelse af renoveringen af museets lokaler og indretning af helt nye udstillinger i bygningen.