Fortsæt til indhold

Voldum-borgere "Selvfølgelig stemmer vi lokalt"

Alt tyder på at to lokale kandidater fra Voldum får medvind på valgstedet i Voldum

Samfund
Kian Johansen

Smilene er ægte, hyggen er tilstede og en stille sitren anes i Voldum Hallen, hvor ét af Favrskovs 14 valgsteder er at finde.
Der bliver hilst og vekslet et par ord, inden vælgerne fra Voldum begiver sig hen til den klædeklædte valgboks for at sætte krydser denne tirsdag formiddag, hvor efterårets gule blade og rusk trænger sig på udenfor.
FavrskovPosten følger valget i dag: VIDEO Se hvordan valget blev skudt i gang i Hammel og Hadsten

Derefter proppes den hvide og den gule seddel i hver sin plasticskraldespand, der selvføgelig er behørigt forseglet med strips.
"Jeg har stemt lokalt," lyder det fra adskillige af dem FavrskovPosten spørger, efter at krydset er sat.
Heriblandt Kurt Højlund, der dog ikke vil nærmere ind på hvilken af de to kandidater, der er tilstede i valglokalet som valgtilforordnede han har stemt på.
De to er Hanne Smedegaard (V) og Grethe Villadsen (S), der begge glæder sig til valgresultatet senere på aftenen.
Fælles for dem begge er at - hvis valget følger sædvanen - så vil begge kandidater ligge højt på listen over antal personlige stemmer.
De seneste års stemmesluger i Voldum, Anna Grethe Dahl (S) har trukket sig ud af byrådspolitik og overladt roret til Grethe Villadsen, der senest var valgt ind for socialdemokraterne i den tidligere Hadsten Kommune, altså for godt otte år siden.

Kurt Højlund vil gerne fortælle at han stemmer på en lokal kandidat.
Også halbestyer Nils Jørn Mogensen, kaldet Gøj stemmer lokalt. "Det har jeg jo også sagt til alle andre, så gør jeg det jo også selv."
Hanne Smedegaard (V) og Grethe Villadsen (S) er selv beskedne, når man spørger dem til deres egne forventninger, men historisk set får Voldum-kandidater gode stemmetal.
Anna Marie Hedegaard fra Voldum skulle da også lige afgive sin stemme til Ældrerådsvalget og fik hilst på gode bekendte undervejs.