Fortsæt til indhold

DEBAT Når man bliver forælder, bliver økologi aktuelt

Samfund
Af Anne Neergaard, Kongensbrovej 13, Thorsø. Byrådsmedlem for A

Når man bliver forælder, får man ansvar for et andet menneske. Her tager man ofte ny stilling til fødevarernes kvalitet og virkning på sundhed. Der er ingen, som bevidst ønsker at give sit barn mad med rester af sprøjtegifte eller rester af antibiotika, der giver risiko for resistens. I den økologiske husdyr-produktion, hvor der er krav om mere plads og ophold i det fri, er forbruget af penicillin mærkbart lavere end ved den industrielle stordrift.
På økologisk dyrkede marker forbydes sprøjtegifte. Der arbejdes med sædskifte og flerårige afgrøder, som giver bedre grundvand, opbygger jordens indhold af kulstof og i øvrigt øger antallet af vilde planter og dyr.
Socialdemokraterne i Favrskov vil i næste byrådsperiode fremme økologiske løsninger til gavn for sundhed og en bæredygtig natur. Det kunne være at tilbyde gratis omlægningstjek til landbrug og gartneri, at omlægge indkøb til mere økologi og etablere økologiske arbejdshold som aktivitet på kommunale arealer. Kun fantasien sætter grænser.