Lektiecafé hjælper de unge til valget
17plus i Viby har fået politikerhjælp til lektierne i anledningen af kommunalvalget
På væggen kører der en valgfilm, hvor der står stem, stem, stem. Ved siden af er der opstillede valgborde, -bokse, chips, sodavand og valgbolsjer.
Vi er i lektiecaféen 17plus, der ligger ved Søndervangskolen i Viby.
Her er der fokus på det forestående valg, og på at få de unge til at forstå, hvor vigtigt det er at sætte sit kryds 19. november, oplyser projektkoordinator, Villads Brodahl Müller.
“Der kommer mange unge her, som er førstegangsvælgere. Stemmeprocenten er statistisk set lav i områder som disse, og vi vil gerne bidrage til at flere unge stemmer, og derfor har vi fokus på valget,” siger Villads Brodahl Müller.
I samarbejde med Århus Ungdommens Fællesråd har 17plus sat fokus på valget i sidste uge. De unge har blandt andet kunnet teste sig selv for at finde ud af, hvor de hører til på den politiske skala.
Politisk besøg
For at gøre politikken mere nærværende har 17plus haft besøg af blandt andet 18-årige Kristoffer Gadeberg fra Dansk Folkeparti, der har hjulpet med lektier og talt om politik med de unge.
“For mig var det en kæmpe mulighed at se, hvordan det foregår i lektiecaféen, for mange indvandrere har problemer med lektier og sprog. Jeg synes, det var rigtig hyggeligt at være der og tale med de unge og fortælle dem, hvad Dansk Folkeparti mener,” siger Kristoffer Gadeberg.
En af de unge, som han var i dialog med var 18-årige Amina Panshari, der bor i området, men til dagligt går på Langkær Gymnasium.
“Det er rigtig godt, at der er fokus på valget her i 17plus. På den måde får vi en viden om, hvad politik og valget er. Før vidste jeg ikke, hvor jeg skal sætte mit kryds, men jeg har taget testen, som har givet mig et overblik over, hvem jeg skal stemme på,” siger Amina Panshari.
Inden caféen satte fokus på valget, var hun ikke sikker på, at hun ville stemme, men nu føler hun sig overbevist om, at hun sætter et kryds på valgdagen.