Sofia Osmani bliver ny borgmester i Lyngby-Taarbæk
Den 34-årige Sofia Osmani (K) bliver ny borgmester i Lyngby-Taarbæk efter et overraskende godt valg til Det Konservative Folkeparti
Lyngby-Taarbæk Kommune får igen en konservativ borgmester. Den 34-årige Sofia Osmani blev kommunalvalgets helt store vinder, da vælgerne tirsdag satte deres kryds, og efter de første konstitueringsforhandlinger onsdag eftermiddag ligger det fast, at et flertal i den nye kommunalbestyrelse kan pege på Sofia Osmani som ny borgmester.
Dermed blev det kun til fire år i borgmesterembedet for Venstre-manden Søren P. Rasmussen, som overtog posten i 2009 efter den konservative Rolf Aagaard-Svendsen.
Men nu er borgmesterposten noget overraskende tilbage på konservative hænder. Og Sofia Osmani bliver samtidig den første kvindelige borgmester i Lyngby-Taarbæks historie.
Bred konstituering vigtig
Ved redaktionens slutning tirsdag eftermiddag var den endelige konstituering ikke helt på plads, men de tre borgmesterposter lå helt fast. Foruden Sofia Osmani, der altså bliver borgmester, fortsætter Simon Pihl Sørensen (S) som 1. viceborgmester, mens Morten Normann Jørgensen (SF) bliver 2. viceborgmester.
Kommunens nye borgmester, der samtidig blev valgets absolutte sejrskvinde målt på stemmer, var lykkelig ovenpå valgets udfald.
"Jeg synes, det er rigtig dejligt, at Lyngby-Taarbæk igen får en konservativ borgmester. Det er vigtigt, at vi får en bred konstituering, og så må jeg også lige understrege, at intet jo er sikkert før 2. december, hvor der er det konstituerende
kommunalbestyrelsesmøde," siger Sofia Osmani.
De Konservative har kørt en effektiv kampagne med mærkesager som grundskylden, Dyrehavegård og letbanen.
Foruden den konservative fremgang gik Socialdemokraterne frem med et enkelt mandat, mens Venstre gik tilbage. Alle tre partier fik dog fem mandater og er nu lige store i byrådssalen.