Fortsæt til indhold

Dansk Folkeparti afviser valgforbund med Venstre

Dansk Folkeparti cutter Venstre, fordi partiet mener, at V-borgmesterkandidat Hans Husum kaster mudder ind i den politiske dagsorden

Samfund
Lars Norman Thomsen

Det har ligget i kortene et stykke tid, at Dansk Folkeparti skulle være med i et teknisk valgforbund med Venstre, men det bliver der ikke noget af, fortæller Dansk Folkepartis kommunalbestyrelsesmedlem Inger K. Andersen til Lokalavisen.
“Efter at Hans Husum i sidste udgave af Lokalavisen fremturede med, at de nuværende udvalgsformænd i Norddjurs Kommune ikke er egnede til at bestride hvervet og, at Venstre hvis de kommer til magten vil dele formandsposter mellem Venstre og Socialdemokraterne, kan Dansk Folkeparti ikke, som planlagt, være i valgforbund med Venstre,” siger Inger K. Andersen.
“Jeg er lettet over, at jeg endnu ikke har skrevet under på en aftale om et teknisk valgforbund med Venstre,” siger Inger K. Andersen, der finder Hans Husums synspunkter arrogante og nedladende i forhold til politiske kolleger.
Dansk Folkeparti, der i indeværende valgperiode, har arbejdet tæt sammen med S og SF, som partiet lave konstituteringsaftale med efter valget i 2009, vil nu se sig om efter andre partnere i et eventuelt valgforbund.
Husum kontakter DF
Venstres borgmesterkandidat Hans Husum tager meldingen fra Dansk Folkeparti med tilsyneladende stoisk ro.
“Det har bestemt ikke været min hensigt at være arrogant eller tale nedladende om mine kolleger i kommunalbestyrelsen. Mit forslag om, at S og V efter valget skal sætte sig sammen og blive enige om, hvordan det bredest mulige samarbejde i kommunalbestyrelsen, udelukker da ikke de øvrige partier og lister. Jeg ser helst en konstitueringsaftale, som alle 27 i kommunalbestyrelsen kan skrive under på,” understreger Husum. Han vil nu kontakte Inger K. Andersen og forsøge at redde eventuelle misforståelser ad vejen.