"Jeg er sgu ikke en hippie"

Når Galgebakken den kommende weekend fejrer sit 40-års jubilæum, kan Gert Nielsen også kipppe med flaget på egne vegne. For han har boet i området i præcis lige så lang tid. Som en af de beboere, der har været med lige fra begyndelsen.
Gert Nielsen er nu heller ikke en hvilken som helst beboer. Han er tidligere, socialdemokratisk medlem af byrådet, fra 1970-82, og har også væreet direktør i Boligselskabernes Landsforening.
Han var formand for Teknisk Udvalg, da Galgebakken skulle besluttes og føres igennem. Så i dag kan han uden tvivl regnes som en af dem, der var med til at sørge for at boligområdet overhovedet blev en realitet.
Lige siden har han boet på samme sted: Et gårdhus ud til Grønningen, på Galgebakken Vester, med udsigt over et smukt, grønt naturområde.
Det har aldrig været på tale, at det skulle være anderledes.

Et "smørhul"

"Ja, vi er nogle få "aboriginals", griner Gert Nielsen, med henvisning til den australske befolkningsgruppe af oprindeligt indfødte.
"Jeg har da haft masser af muligheder for at flytte andre steder hen. Men det har jeg aldrig haft lyst til", slår han fast.
Hvorfor det er sådan, kan man få et indtryk af ved at bladre i det jubilæumsskrift for Galgebakken, som netop er udgivet.
Her skriver Gert Nielsen om den politiske "fødsel" i 1973, men der er også indlæg om den store sten der pryder hans udsigt fra vinduet, om hvorfor boligerne er delt op på den specielle måde de er, og om dengang beboerne gik i huslejeboykot.
Man sidder med et klart indtryk af ved at bladre i Gert Nielsens og andre beboeres indlæg, at de er ret så begejstrede for deres område, og at man aldrig keder sig her.
Indtrykket bekræftes af snakken med Gert Nielsen, der peger på både kulturen, arkitekturen og naturen som vigtige årsager til begejstringen.
"Alt her har fantastisk kvalitet. Det er smuk arkitektur, der er et fantastisk kulturliv med mange initiativer, og så ligger vi lige midt imellem Vestskoven og landsby. Der er ikke langt til Badesøen og stadion - jo, det er lidt et smørhul", griner han.

Fordomme

Da området tog sin begyndelse i 1973, fik det med sin særegne, tæt-lave bebyggelse, hvor husene ligger tæt på hinanden, hurtigt et ry som for "røde hippier". Det afviser Gert Nielsen som fordomme:
"Jeg er sgu ikke en hippie!", griner han - og som han skriver i jubilæumsskriftet:
"Kritikere har beskyldt os for at vi drømte om et socialdemokratisk tusindårsrige, hvor alle havde det godt med hinanden og kom hinanden ved, men at vi i stedet fik det som de kaldte en bebyggelse fyldt med kommunister. De var slet ikke klar over, at de organiserede kommunister i Galgebakken udgjorde bebyggelsens højrefløj sammen med socialdemokraterne, mens venstrefløjen blev udgjort af en andet og meget mere broget skare."

Mere broget

For der har skam været mange røde i området, siger Gert Nielsen:
"I starten var der både revolutionære, trotskister og anarkister, men sådan var tiden jo. Det har ændret sig noget."
I de første, mange år appellerede Galgebakken især til veluddannede og ressourcestærke børnefamilier, med løn og fast arbejde. Med tiden er også det billede blevet noget ændret:
"Der er både børnefamilier, ældre og folk udenfor arbejdsmarkedet. Det er generelt for mange almene boligområder, at beboersammensætningen slet ikke er så homogen mere, men Galgebakken har stadig en meget stærk beboersammensætning."
Gert Nielsen taler tydeligvis gerne varmt og længe om Galgebakken. Han får rig lejlighed til det igen på fredag, når han åbner jubilæums-weekenden med en festtale.
due