"Vi har et medansvar"
Jørgen Rasmussen fra Gammel Hellerup Gymnasium vil indkalde gymnasier for at få vedtaget retningslinjer for fremtidens fester i Dyrehaven
Jørgen Rasmussen, rektor på Gammel Hellerup Gymnasium, er dybt deprimeret over det svineri, de unge gymnasieelever efterlod sig, da de afholdt vild fest i Dyrehaven i fredags, men han er tilfreds med sine egne elevers oprydningsindsats.
"Vi havde 10 samvittighedsfulde elever ude at rydde op lørdag morgen kl. 7.30-12, og de tog efterfølgende et billede af den høj, Gammel Hellerups elever havde siddet på. Her kan man se, at alt er ryddet op," siger Jørgen Rasmussen, der dog erkender, at festens omfang har taget overhånd:
"Det er kommet helt ud af proportioner med så mange deltagere fra hele Storkøbenhavns og Nordsjællands gymnasier, og det må der gøres noget ved. Jeg vil opfordre til, at der bliver indkaldt til et møde - for eksempel af skovrideren - for alle skoler, hvor vi får vedtaget nogle retningslinjer for fremtidens fester. Det kunne være i form af betalt kontrol eller egne lærere, der for eksempel visiterer folk og konfiskerer flasker. Ligesom det sker i forbindelse med fester på de enkelte gymnasier. Det er godt nok eleverne selv, der via Facebook inviterer og arrangerer festen i Dyrehaven, men da deltagerne er gymnasieelever, har vi et medansvar. Derfor skal vi tidligere på banen," siger rektor Jørgen Rasmussen.