Ny minister lover bedring
De fire nordsjællandske borgmestre mødes i september med den nye transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) for at drøfte Kystbanens fremtid, og hun lover allerede at tage affære
Kystbanens ustabile drift og udsigten til besparelser har fået de nordsjællandske borgmestre til at gå sammen om en appel til den nyudnævnte transportminister Pia Olsen Dyhr (SF). De vil have hende til at sikre en bedre fremtid for togstrækningen.
"Vi er utilfredse med, at driften er ustabil, og at de har lagt op til nedskæringer på Kystbanen. Vi forstår slet ikke den prioritering, når vi er et så befolkningsrigt område og har mange borgere, der pendler til og fra arbejde," siger Morten Slotved (K), borgmester i Hørsholm Kommune.
Det er især udsigten til færre afgange i weekenderne og en-mandsbetjente tog på Kystbanen i fremtiden, der har fået borgmestrene til sammen at presse ministeren for en ny løsning.
Bøder for stillestående tog
Meget tyder dog på, at der er forbedringer på vej for de hårdt prøvede pendlere på togstrækningen. Den nytiltrådte transportminister, Pia Olsen Dyhr (SF), har allerede kritiseret DSBs indsats på Kystbanen, hvor omkring 16 togsæt har holdt stille hen over sommeren, selvom DSB Vedligehold ifølge kontrakten med den danske stat maksimalt må have ni togsæt på værksted ad gangen.
"De skal betale bod, hvis de tage seks tog ud til vedligehold. Jeg kan på stående fod ikke huske den eksakte bod. Men der er tale om ret mange penge. Så det er ikke for sjov," siger Pia Olsen Dyhr (SF) til Ritzau.
Borgmestrene i Nordsjælland har i et fælles brev til den tidligere transportminister Henrik Dam Kristensen i juni bedt ham om et møde for at redegøre for de bekymringer, de har for Kystbanens fremtidige drift. Et møde, som Henrik Dam Kristensen indvilligede i, inden sagen nu overdrages til den nye minister.
Borgermøde på Rådhuset
Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke (S), har sammen med Pendlerklubben Kystbanen udarbejdet 10 gode råd, som han vil tage med til ministeren sammen med ønsket om, at pendlerne inddrages i at finde den fremtidige løsning for Kystbanen op til at kontrakten med DSB udløber i 2015.
"Jeg lægger gerne Rådhus til et møde, hvor ministerens embedsmænd kan have den direkte dialog med pendlerne, som kan give deres input til den fremtidige plan for Kystbanen," siger Thomas Lykke og henviser til, at Kystbanen er den togstrækning i Danmark, der har flest passagerer.
Ingen undskyldninger
Johannes Hecht-Nielsen (V), Borgmester i Helsingør, Thomas Lykke Pedersen (S), Borgmester i Fredensborg, Jens Ive (V), Borgmester i Rudersdal, og Morten Slotved (K), Borgmester i Hørsholm mødes med den nye transportminister den 3. september.
Pia Olsen Dyhr har også allerede indkaldt DSB Ørestad til et møde i næste uge, hvor hun vil gøre det klart, at der skal ske forbedringer og findes løsninger.
"For det er jo ikke kun i sommerperioden, at vi ser problemer. Det er desværre også noget, vi har set over længere tid. Men vi har virkelig fået et dyk her til sommer," siger hun til Ritzau og understreger, at selv om Kystbanen har været ramt af både sporskifte og strejke, er der ingen undskyldninger for DSB.
"Det gør jo, at mange af pendlerne får lyst til at tage bilen i stedet for toget, og det er lige præcis det modsatte af det, vi ønsker at opnå. Jeg kan ikke garantere, at det hele er løst i morgen, men jeg kan garantere, at jeg vil holde øje med DSB, som har ansvaret for det her," slår hun fast.
Her kan du se borgmestrens brev til tidligere Transportminister Henrik Dam Krisensen og de 10 ønsker til fremtidig drift af Kystbanen fra borgmester Thomas Lykke Pedersen og talsmand for Pendlerklubben Michael Randropp.