Man maler ikke byen rød - alene

Jeg ankommer til café Ziggy Sidewalk ved Åen i Aarhus en grå eftermiddag midt i februar. Det er koldt, og det blæser, så der er intet incitament til at sidde ude trods stole, borde, tæpper og terrassevarmere udenfor. Så jeg skynder mig ind og bliver stoppet ved døren af et skilt, der forkynder, at jeg skal vente på at blive vist til et bord. En ung tjener kommer kækt springende og kigger spørgende.
"Et bord til en," siger jeg, og prøver både at lyde som om, jeg tit går i byen og spiser alene og så alligevel ikke.
Tjeneren studser dog ikke over, at jeg skal bruge et bord kun til en.
"Det kan jeg sagtens klare," siger han med et smil og tilføjer:
"Kom med denne vej."
Han stopper ved en forhøjning med sofa og tre borde og giver mig det ene bord.
"Værsågod. Du kan få en hel bås for dig selv," siger han og slår ud med armen.
Jeg noterer mig, det er lige ved siden af kagerne. Man skulle tro, de kendte mig.

Alene og selv - bevidst

Det med at spise alene skal man lige vænne sig til. For min første indskydelse er at kaste mig over telefonen. For at se ud som om, jeg bare venter på nogen. Men jeg skal jo have noget at spise, så jeg tager fat i menukortet i stedet.
Udvalget er klassisk cafémad, men her har man valgt også at have et par palæoretter på kortet.
Jeg vælger en palæo-æggekage med spinat og laks samt en stor cola. Jeg har faktisk ikke så megen lyst til alkohol, som jeg sidder der alene.
En ung dame tager mod min bestilling og kommer lynhurtigt tilbage med min cola.
Jeg holder tre minutter, så napper jeg alligevel min telefon, bange for jeg ligner en, ingen gider at være sammen med. Og tænker, det er frygteligt, så selvbevidst man kan blive i sit eget selskab, blot fordi, der er publikum. For ellers holder jeg meget af at være alene.
Jeg tjekker facebook og instagram. Og overvejer at gå i gang med en bog på den lille skærm. Men lader være.
Det er med vilje, jeg sidder på denne café. For at udfordre mig selv lidt. Jeg tænkte, at valgte jeg en café, så kunne jeg stille og roligt springe ud i kunsten at spise ude alene.
Så er der mulighed for at avancere til en restaurant en aften, når jeg er lidt mere fortrolig med at spise alene.

Hurtig servering

Der stod på menukortet, at der godt kunne være ventetid, når man bestilte palæo-æggekage. Men der går kun små 10 minutter.
Mens jeg går ombord i den rygende varme ægge-masse i støbejernsformen, kigger jeg rundt i lokalet. Jeg er den eneste, der er alene. Alle andre er enten to eller flere ude og spise.
Jeg sniger mig til at tage notater på telefonen og til også at ønske, der var en avis i nærheden.
Men så læner jeg mig tilbage, mens det svinder i både æg, salat og stenalderbrød og begynder at kigge på folk, der går forbi på gaden udenfor. Når efterhånden ind i det flow, hvor man bare er tilstede.
Sidder og nyder den summen af stemmer i cafeen. Ikke, hvad de taler om, men stemmerne bliver som et lydtæppe, der bare er der og bidrager til stemningen. Så begynder jeg igen at tænke og ryger ud af det flow.
Man lægger mærke til flere detaljer, når man sidder for sig selv. Hører musikken mere. Og selvom jeg sidder tæt på højtalerne, er musikken stadig behagelig.

Kunsten at være ene

Men jeg er stadig meget bevidst om, hvor jeg er, og hvad jeg laver. Jeg registrerer, hver gang jeg tager en bid af æggekagen. At brødet er blødt. Nødderne knaser. Der er mange løg i salaten. Normalt ville jeg jo koncentrere mig om en veninde eller min mand, eller hvem jeg nu var ude med.
På et tidspunkt begynder jeg faktisk at kede mig. Tror det er fordi, der ikke rigtig er noget formål med, at jeg sidder her. Eller det er der jo, men jeg ville egentlig bare gerne videre. Jeg synes ikke, folk studser over, jeg sidder selv.
Men jeg er stadig enormt bevidst om det. Måske er det derfor, jeg spilder så meget mad ud over bordet.
For ikke at styrte ud af døren, så snart jeg har spist færdig, bestiller jeg et stykke kage og en latte. (Dejlig undskyldning for kage).
Det er en god gulerodskage og en god latte. Jeg ved godt, italienerne siger, man ikke skal drikke latte efter 11, men det smager altså godt. Og jeg er egentlig mest te-drikker.
Kagen glider hurtigt ned, og jeg kan se, jeg denne eftermiddag har brugt mindre tid på mit cafébesøg, end jeg ville have, hvis jeg havde været sammen med nogen. Maden var i orden, lige som cafémad skal være og dejligt med palæoalternativ på kortet. Betjeningen var hele vejen igennem servicemindede, hvor nogle glimrede lidt mere end andre.
Det er ikke sidste gang jeg har spist alene. For med lidt øvelse kan det godt være hyggeligt at tilbringe tid med sig selv. Også ude i Aarhus.


Jeg blev placeret lige ved kagerne, man skulle tro, de kendte mig
Ina Bjerregaard, weekendredaktør
Faktaboks:
Café Ziggy Sidewalk
Åboulevarden 56-58
8000 Aarhus C
86 18 18 66
Jeg spiste for 225 kroner