Kræftramte mødes til kajakroning og fællesskab
Furesø kommune og kano og kajakklubben Nord har i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse Furesø et tilbud for voksne, der har eller har haft kræft. Hver tirsdag mødes de og sejler i kajak
"Jeg er relativ ny her og kom sent med på holdet, men alle har været meget imødekommende".
Det siger Agathe Alster Kjærsgaard, en af de kræftramte, som har gjort brug af det tilbud som kano og kajakklubben Nord, Kræftens Bekæmpelse Furesø og Furesø kommune har ved Furesøen: Kajakroning.
Tilbudet har overskriften "Grøn hverdag ved Furesøen" og er et tilbud for voksne, der har eller har haft kræft.
"Jeg har en hjernetumor og er i kemo og bliver scannet jævnligt. Jeg hørte om tilbudet, da jeg var til træning i fysioterapien.
"Holdet havde været i gang nogle uger, da jeg kom med. Men alle kendte mit navn på forhånd og hjalp med at finde en passende båd frem. Det er et virkelig godt sted at komme, når man er syg".
Der er cirka 14 deltagere på holdet, og de sejlede hele vejen til Birkerød den dag, Furesø Avis var på besøg.
Da de kom tilbage til Furesø Marina, lavede de "selvredningsøvelse". Det består i, at man hopper i vandet og så prøver at komme op i kajakken igen.
Dagen blev afsluttet med kaffe, te og kage i klubhuset på marinaen.
Ide opstod i Norge
Ideen til dette tilbud opstod hos en dansk kræftpatient, der var til behandling i Norge.
Jonna Rinck blev ramt af kræft for syv år siden. Det var brystkræft.
"Jeg blev ikke forskrækket da jeg fik diagnosen. Jeg tænkte: Det klarer du da også" fortæller hun.
"Jeg ville ikke vente på behandling i Danmark, så jeg tog til Oslo, Norge, og min søn Ole tog med. Rigshospitalet betalte. Vi boede på hotel, og jeg var til behandling på et hospital hver dag. Jeg var der en måned. Under opholdet hørte jeg om en masse tilbud, der var til kræftpatienter i Norge. I Danmark var der ingenting", siger Jonna Rinck, der kom igennem forløbet og blev helbredt.
Nu kommer hun hver tirsdag i klubhuset og hygger med de andre.
"Jeg deltager ikke i sejladsen, fordi jeg ikke har balance mere. Men jeg bager rugbrød, laver kaffe og andet. Det er fantastisk at se alle de glade mennesker. Hernede er alle ens, uanset profession" siger Jonna Rinck.
"Når man har haft den sygdom, er man svær at slå ud" tilføjer hun.
Holdet mødes hver tirsdag Kl. 9 og er der til klokken 12. Målgruppen er 18-60 årige, og adressen er Frederiksborgvej 101, 3500 Værløse. Der kræves intet særligt udstyr for at deltage, da kano og kajakklubben stiller alt udstyr til rådighed. Men det anbefales, at man selv anskaffer en billig vådragt.