Studierabat i svømmehal er en succes
Flere unge har besøgt Rudersdal Kommunes svømmehaller efter indførelsen af studierabat
Ved at fremvise sit studiekort har studerende i Rudersdal Kommune kunnet tage i svømmehallen til børnepris siden 1. marts 2012. Foreløbige tal tyder på, at ordningen har været en bragende succes.
Birkerød og Rundforbis svømmehaller har begge registreret en stigning i antallet af studerende badegæster på omkring 30 procent, siden ordningen trådte i kraft.
Ordningen ophører med udgangen af 2013, og foreløbig har studierabatten i svømmehallerne kostet godt 35.000 kroner i manglende entreindtægter.
“Det viser sig, at man har brugt cirka halvdelen af de penge, der var afsat. Og de har jo været givet fint ud, fordi de unge mennesker har fået noget motion og nogle gode oplevelser i svømmehallerne,” siger kultur- og fritidsudvalgsformand Jens Bruhn (A).
Opbakning til at fortsætte
Hvorvidt ordningen skal fortsætte efter årsskiftet afhænger af de politiske partiers budgetforhandlinger, der så småt går i gang onsdag.
“Budgetperioden starter i morgen (onsdag, red.) med præsentation af aftaler i kommunalbestyrelsen. Derfra kører den, og så må vi se, hvad de forskellige partier har lyst til. Personligt vil jeg gerne støtte det, for det er dyrt nok at være ung i dag, men det er ikke noget, vi har lagt os fast på endnu,” understreger den socialdemokratiske udvalgsformand.
Det var SF, der i sin tid foreslog en forsøgsordning med studierabat i svømmehallen. Umiddelbart er partiet også indstillet på at afsætte penge til ordningen i 2014.
“Vi vil gerne gå videre med den, men vi er endnu ikke klar over, om det bliver i forbindelse med kommunalvalget eller budgetaftalen for 2014,” siger kommunalbestyrelsesmedlem Jeppe Vejlby Brogård (F).