Fortsæt til indhold

90-årige Alma ankom i Ford T fra hendes fødeår

Fødselaren blev hentet i veteranbil og blev modtaget ved forsamlingshuset i Harløse af oldebarnet Amalie med en stor buket blomster

Samfund
Tekst og foto: John Jessen Hansen

Alma Christiansen 90 års fødselsdag var fuld af overraskelser. Først blev hun hentet af en Ford T fra 1923, Almas fødeår, derefter gik turen ud til det sted i Freerslev hvor Alma blev født i 1923. Fødehjemme stod der ikke længere, men hun kom indenfor i det hus der nu står på grunden.

Da veteranbilen ankom med veteranbilhandler Viklet Graae Jørgensen bag rattet, stod oldebarnet Amalie på syv år klar for at modtage oldemor med en stor buket blomster.

"Det var sjovt at skulle modtage oldemor. Men jeg var meget spændt og nervøs. Jeg var nu mest bange for at tabe buketten", siger Amalie til Hillerød Posten.

Problemer med bentøjet

"Det er dejligt at blive fejret af hele familien som består af 50 personer. På trods af alderen, har jeg det fint. Der er bare lidt problemer med bentøjet, så jeg er nødt til at støtte mig til en stok", siger en veloplagt fødselar med et stort smil.

Fødselsdagen blev fejret i Harløse Forsamlingshus hvor den stod på blomkål med rejer, flæskesteg med svær og grønt og islagkage, en menu sammesat af Alma selv.

Amalie venter spændt som en fjeder på oldemors ankomst til Harløse Forsamlingshus.
Alma blev hentet i en Ford T bus fra 1923. Bilen blev produceret i perioden 1908 til 1927 i 15 millioner eksemplarer. Alle årgange var i perioden fuldstændig ens.