Fortsæt til indhold

Lukkes igen af legionella

Egedal Kommune har lukket Ølstykke Svømmehal i omkring to uger på grund af forøgede legionella-værdier. Der er dog ingen sundhedsrisiko

Samfund
Jesper Kappel

Egedal Kommune tjekker vandkvaliteten i Ølstykke Svømmehal hver 14. dag, og fredag den 23. august viste prøverne igen let forhøjede legionella-værdier. Derfor har halinspektør Mogens Schrøder af forsigtighedshensyn valgt at lukke svømmehallen i de næste to uger, mens vandrørene tjekkes efter, skriver Egedal Kommune i en pressemeddelelse.
”Vi har nogle strengere krav til vandkvaliteten end andre svømmehaller, og derfor ser vi også flere lukninger af Ølstykke Svømmehal end normalt,” siger Mogens Schrøder, der understreger, at vandet ikke er sygdomsfremkaldende.
”Vandet i bruseren er ikke sygdomsfremkaldende, men vi vil gerne gå med både livrem og seler med vores vandkvalitet, og derfor lukker vi baderummene,” siger Mogens Schrøder. For nogle uger siden var et af baderummene i svømmehallen lukket i en kortere periode også på grund af forhøjede legionella-værdier.

Sikker badning

Da Egedal Kommune i efteråret 2011 konstaterede forhøjede legionella-værdier i badevandet i Ølstykke Svømmehal, iværksatte kommunen et omfattende sikkerhedstjek af alle kommunens badefaciliteter og i gangsatte et program, der skulle føre skarp kontrol med legionella-værdier i vandet. Legionella findes overalt i naturen og i drikkevandet fra hanen. Forhøjede værdier kan i sjældne tilfælde medføre lungesygdom. Legionella-værdierne i vandet bliver normale igen ved blandt andet at justere på vandtemperaturen.