Fortsæt til indhold

Hele kommunen bliver ét stort skoledistrikt

Kapacitetsudfordringen på Gentoftes folkeskoler skal løses ved at samle de 11 skoledistrikter til ét fælles. Samtidig oprettes en ekstra 0. klasse på Skovgårdsskolen

Samfund
Jeppe Lund

Der er pres på de yngste klasser på Gentoftes folkeskoler, og det kommer der også i den nærmeste fremtid.
Derfor vedtog Kommunalbestyrelsen på sit møde mandag aften to tiltag, der skal løse den umiddelbare kapacitetsudfordring.
Væsentligst er en ændring af skoledistrikterne, som til næste år samles i ét fælles for hele kommunen. Ved indskrivningen til skoleåret, der begyndte her i august, havde Gentofte Kommune i et frikommuneforsøg samlet de 11 skoledistrikter til to.
Baggrunden for forsøget er, at Gentofte Kommune mener at kunne opfylde flere forældres ønsker til deres barns skole, og at kommunen kan udnytte skolernes kapacitet bedre. Ifølge kommunens egen undersøgelse af dette års indskrivning har to procentpoint flere forældre fået opfyldt deres første prioritet, og ét procentpoint flere har fået andenprioriteten ved at samle de 11 skoledistrikter i to.
Pia Nyring (K), formand for Børne- og Skoleudvalget, mener, at der vil være endnu flere, der kan få opfyldt sine prioriteter ved at lave kun ét for hele kommunen.
En næsten enig Kommunalbestyrelse vedtog frikommuneforsøget. Kun løsgængeren Marie Louise Bistrup undlod at stemme.

V vil bygge nyt

Helt enighed var der dog ikke om det andet tiltag, der skal løse den umiddelbare kapacitetsudfordring. Venstres to medlemmer i Kommunalbestyrelsen stemte imod forslaget om at oprette en ekstra 0. klasse til næste år på Skovgårdsskolen. Venstre vil i stedet have bygget en ny skole til at løse kapacitetsproblemet, som partiet ser på Gentoftes skoler.
"Der er for mange børn til de her skoler. Det her er bare at skubbe problemet foran os. Vi kan støtte at lave ét skoledistrikt, men det løser ikke problemet", sagde Eyvind Vesselbo ved kommunalbestyrelsesmødet mandag aften. Igen undlod Marie Louise Bistrup at stemme om den ekstra klasse på Skovsgårdsskolen.
Ifølge Pia Nyring er der samlet set plads til 1.000 elever mere, end der reelt går på Gentoftes 11 folkeskoler. Hun mener i modsætning til Venstre heller ikke, at problemet ud over de kommende år er særlig stort. Ifølge udvalgsformanden viser prognoserne, at børnetallet vil falde.
“Jeg ser nogle muligheder i, at vi har 1.000 pladser tilbage, og fordelingen kan måske gøres mere effektivt”, sagde hun og henviste blandt andet til kommunens nye campusområde omkring det gamle seminarium på Hartmannsvej. Her er der for eksempel mulighed for at flytte nogle af 9. klasserne over, påpegede hun. En løsningsmodel, der også blev fremhævet af SF'eren Brigitta V. Rick.
De nye regler for skoleindskrivning gælder fra indskrivning til 0. klasse i 2014.