Slangerup i DM-finalen i speedway
Slangerup sniger sig med i Dansk Metal Superfinalen efter sejr over Grindsted. Det blev dog en tæt match, hvor sejren først blev afgjort i sidste heat.
I en yderst tæt match mod Grindsted Speedway Klub endte Slangerup Speedway Klub med at indløse biletten til Dansk Metal Superfinalen.
På den sjællandske hjemmebane slog Slangerup Grindsted med cifrene 43-41.
Det holdt dog hårdt og hjemmepublikummet kunne først ånde lettet op og juble over finalepladsen, da det allersidste heat var kørt færdigt.
”Sejren var måske ikke så flot, men det er mindre vigtigt i dag. Det vigtigste var, at vi vandt og kom med i finalen,” siger Lars Munkedal, holdleder i Slangerup, og tilføjer:
”Det er dejligt, at vi har fem mand, der leverer i dag. Og det er rart at se, at Kenni Nissen er tilbage igen,” siger han.
Svær finale i vente
Med sejren kan Slangerup nu begynde forberedelserne frem mod Dansk Metal Superfinalen, som køres onsdag den 11. september i Esbjerg. Her venter Esbjerg, Fjelsted og Holsted.
Fordi Slangerup ender på fjerdepladsen i grundserien tager de ingen point med over i finalen.
”Det er klart, at vi får det hårdt i finalen i Esbjerg. Men vi kan køre uden pres og måske undervurderer de andre os. Men vi kører for en medalje,” siger Lars Munkedal.