Fortsæt til indhold

Top-triatlet skal forblive i koma efter livsfarligt styrt

Som led i behandlingen vælger lægerne at beholde Camilla Pedersen længere tid i koma

Samfund
Rune Weitling

Europamester Camilla Pedersen kæmper fortsat for sin førlighed på intensiv afdelingen på Odense Universitetshospital, som følge af de kvæstelser hun pådrog sig ved et styrt på en træningstur ved Darum nær Esbjerg i tirsdags.
Styrtet på cyklen var så fatalt, at Camilla Pedersen fik kraniebrud og kritiske blødninger omkring hjernen.
"Der er desværre ikke afgørende nyt, men den seneste udvikling er, at Camilla skal blive i koma lidt flere dage end først antaget. Det er dog vigtig at slå fast, at det er et led i behandlingen, og det er simpelthen for at give hendes hjerne maksimal ro," siger en fattet, men berørt landstræner Michael Krüger til Lokalavisen Esbjerg.
"Hendes tilstand er fortsat kritisk, men den er stabil, og det ser bedre ud end for få dage siden. Men det er meget svært at sige noget, da det nogle timer går den rigtige vej, og andre timer den anden vej. Men overordnet er hendes tilstand altså fortsat kritisk, men stabil," siger Michael Krüger og slår fast over for Lokalavisen Esbjerg:
"Vi er ganske enkelt nødt til at væbne os med tålmodighed, selv om det kan være svært lige nu. Vi er alle meget berørte over det her, det er klart. Hendes lokale træningskammerater har fået krisehjælp, ligesom nogle af de unge landsholdsatleter - som skal deltage ved DM finalen i triatlon i Kolding på søndag - har modtaget hjælp. Et DM, som Camilla i øvrigt lå til at vinde. Det er en meget svær situation for alle det her," siger Michael Krüger, der sammen med alle andre i forbundet og i triatlonverdenen i disse dage krydser fingre for Camilla Pedersen.

Esbjerg-triatleten Camilla Pedersen skulle til oktober have deltaget i den prestigefyldte ironman konkurrence på Hawaii. Nu kæmper hun i stedet sit livs kamp på Odense Universitetshospital.
Camilla Pedersen overraskes af venner, familie og viceborgmester Jakob Lose på Torvet i Esbjerg for nylig, da hun vendte hjem som mester efter EM i Ironman i Frankfurt.