Flygtningeplan holdt hemmelig for Hørsholm Kommune
Staten har planlagt en flygtningelejr på Sjælsmark Kaserne uden at informere Hørsholm Kommune. Slotved kalder det bananrepublik
Morten Slotved føler sig snigløbet af staten af Forsvarsministeriet og Justitsministeriet, der i al hemmelighed er gået i gang med at planlægge en flygtningelejr på den nedlagte Sjælsmark Kaserne uden at informere og inddrage Hørsholm Kommune.
"Det ligner rene bananstatsmetoder og er for mig dybt utilfredsstillende, også fordi justitsministeriet er ved at købe en bygning, som de alligevel ikke kan bruge til noget," fastslår Morten Slotved (K) overfor Ugebladet.
Har set aftale
I en overdragelsesaftale, som borgmesteren er kommet i besiddelse af, står der, at Udlændingestyrelsen vil overtage Sjælsmark Kaserne den 1. august 2013.
Men selvom Hørsholm Kommune er planmyndighed og med i et arbejdsudvalg, der sammen med forsvarsministeriet arbejder på kasernens fremtid, har Hørsholm Kommune aldrig hørt om aftalen. Og det er Morten Slotved stærkt utilfreds med, selvom justitsministeren rent faktisk har lov til at vælge at tilsidesætte kommune- og lokalplaner for at etablere asylcentre.
"Bare fordi der er mulighed for det, behøver man jo ikke at tilsidesætte demokratiet og de normale spilleregler," tordner Morten Slotved, der har skrevet en mail til sine konservative partifæller på Christiansborg, hvor han beder dem om at tage sagen op overfor justitsministeren og de 'rette' ordførere.
"Vi har tidligere været positive overfor en toårig aftale om midlertidig indkvartering af cirka 60-70 uledsagede flygtninge, til trods for de voldsomt mange problemer det gav i området. Og vi måtte konstatere, at det er totalt uholdbart at have to flygtningecentre så tæt på hinanden," skriver Slotved blandt andet i mailen med henvisning til, at Sandholmlejren kun ligger to kilometer fra Sjælsmark Kaserne.
Vil stoppe plan
Justitsminister Morten Bødskov (S) ville ikke selv kommentere sagen. Men i en mail skriver Justitsministeriet, at myndighederne ganske rigtigt er gået i gang med at se på etableringen af et nyt udrejsecenter for afviste asylansøgere nær politi, udlændingestyrelse og lufthavn, men at der endnu ikke er truffet nogen beslutning om, hvor centeret skal ligge.
Det stiller dog ikke de konservative tilfredse, der ifølge partiets retsordfører i Folketinget, Tom Behnke, har tænkt sig at forfølge sagen og kræve direkte svar fra justitsministeren.
Hvad håber du at få ud af det?
"Justitsministeren skal erkende, at han sidste år fik et afslag på det, og at han derfor ikke kan lave om på nu og bliver nødt til at trække planen tilbage og opgive Sjælsmark Kaserne som flygtningecenter," slutter Morten Slotved.