Fortsæt til indhold

30 Ironman på 30 dage

Thea Storm Henriksen vil som den første og eneste kvinde forsøge at slå en verdensrekord ved at gennemføre 30 Ironman på 30 dage

Samfund
Af Lasse Skov

Den 8. september begynder vejlenseren Thea Storm Henriksen på en udfordring af den ekstreme slags. Sammen med 59 andre løbere vil hun forsøge at gennemføre en Ironman om dagen i 30 dage. Løbet, der hedder Deca Ironman og foregår i Italien, er et verdensrekordforsøg – det længste og hårdeste Ironman-stævne nogensinde. Deltagelse i løbet kræver godkendelse baseret på tidligere bedrifter, og Thea Storm Henriksen er netop blevet godkendt som eneste kvindelige deltager.
"Løbet er en stor drøm og en stor udfordring. Det har krævet mange timers forberedelse på træningsbanen. Alt er gået som planlagt og formen er snart klar, så nu er jeg bare spændt på at komme i gang," siger 33-årige Thea Storm Henriksen, der til daglig underviser på Vejle Idrætshøjskole.
Løbet kræver en omfattende planlægning i form af hjælpere, udstyr og en økonomi på cirka 100.000 kroner. Derudover har hun været nødt til at holde fem ugers orlov fra Vejle Idrætshøjskole for at have tid til forberedelserne.