Fortsæt til indhold

Kæmpe boligområde skal renses for pcb

I Farum Midtpunkt er man nu gået i gang med den næste blok i renoveringsarbejdet

Samfund
Stig Tolderlund

Efter at have brugt blok 46 som "prøveblok", er man i Farum Midtpunkt nu gået videre med blok 45.
"Vi har afprøvet forskellige metoder og har nu fundet en måde at gøre det på. Dette kan fungere for resten af de blokke, der skal renoveres" siger kommunikationsmedarbejder Inga Seier Petersen, Farum Midtpunkt.
Metoden er blevet godkendt i byrådet og går kort fortalt ud på at fjerne de genstande, der er inficeret af PBC. Bagefter varmer man op til 50 grader for at få renset luften.
Nu er man ved at fjerne køkkener og brække gulve op. Næste etape er renoveringen, der begynder omkring 1. november. I januar 2014 begynder retableringen af blok 45.
Sideløbende vil man så begynde på blok 44. Alle blokkene skulle være færdige i november 2015.
"Hele projektet kan danne basis for, hvad man kan gøre i pbc-situationer på landsplan", siger kommunikationsmedarbejderen.
Beboerne er genhuset andre steder i midtpunktet.
"Nogle blev meget forskrækkede, da pbc'en blev konstateret. Andre sagde: Nu har vi boet her i så mange år, uden at der er sket noget. Men der blev taget blodprøver, og der blev ikke fundet værdier, der var helbredstruende" siger Inga Seier Petersen.
Det er kun blokkene til og med 41, der skal renoveres for pcb, for da man havde bygget dem og skulle videre i byggeriet, gik man over til at bruge en anden type fugemasse.

Ombygning

Midtpunktet er i gang med endnu et ombygningsprojekt.
"Vi var jo plaget af udlejningsproblemer. Så vi vil have flere lejligheder i mellemstørrelse. Så vi bygger 102 lejemål om, og det kommer der 105 nye boliger ud af. Der bliver 72, der er mindre end de eksisterende, og 73, der er større".
Dette projekt er finansiseret af Landsbyggefonden.
"Projektet er en del af det nye midtpunkt" siger Inga Seier Petersen.

Sådan ser der ud i blok 46, der er færdig, Blandt de mange ændringer er, at belægningerne i gangene bliver af gummi. Det er nemmere at rengøre end de nuværende fliser.