Fortsæt til indhold

Lægekonflikt kan føre til fejlbehandlinger

Hillerødlæge vurderer, at overenskomstkonflikt mellem Region Hovedstaden og Praktiserende Lægers Organisation kan forringe regionens nye akutberedskab. Lægerne vil simpelthen ikke arbejde for nogen, de er i konflikt med, mener han

Samfund
Stig Lindén-Søndersø

Det bliver svært at tiltrække praktiserende læger til Region Hovedstadens akutberedskab, når regionen overtager lægevagten fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) 1. januar 2014.
Det vurderer den praktiserende læge i Hillerød Alexander von Wallfeld.
Ifølge ham er årsagen de langtrukne overenskomstforhandlinger mellem PLO og Region Hovedstaden, som er endt i konflikt. En konflikt, der blev yderligere optrappet, da regionen for nylig opsagde kontrakten med PLO for selv at drive lægevagten og gøre den til en del af akutberedskabets akuttelefon (1813).
"Regionen nedlægger den eksisterende lægevagt med et snuptag i stedet for at indlede en dialog om, hvordan den eventuelt kunne forbedres. Blandt andet derfor tror jeg, at rigtig mange praktiserende læger ikke vil arbejde for regionen", siger Alexander von Wallfeld.

Flere fejlbehandlinger

Regionen vil tilbyde job i den nye lægevagt til de praktiserende læger, som hidtil har været en del af PLO's nuværende lægevagt. Men her vurderer Alexander von Wallfeld, at regionen kan risikere kun at få ansøgninger fra læger, som enten er under uddannelse eller har en helt anden speciallægeuddannelse, og så skal ortopædkirurgen se på øjensygdomme, og det er langt fra optimalt, slår han fast.
"De praktiserende læger er speciallæger og uddannet til at være generalister gennem minimum fem års uddannelse på mange forskellige hospitalsafdelinger herunder så forskellige specialer som gynækologi, psykiatri og intern medicin,? siger hillerødlægen, der selv har arbejdet som vagtlæge.
"Skrækscenariet er, at alvorlige sygdomme bliver overset og borgere fejlbehandlet", siger han.
Men er det ikke at tage borgerne som gidsler, hvis I praktiserende læger nægter at være en del af det nye akutsystem?
"Nej, jeg mener, man lige så godt kan sige, at det er regionen, der tager borgerne som gidsler ved at pålægge os en struktur, der ikke er hensigtsmæssig", siger Alexander von Wallfeld.

Håber, konflikt ebber ud

I regionsrådet har SF?eren Lise Müller været med til at beslutte, at kontrakten med PLO skulle opsiges, så regionen i fremtiden selv driver lægevagten.
Hun kalder de praktiserende lægers mulige boycot af regionen en kamp organiseret af ledelsen i PLO.
"Det er legitimt nok af dem, men det er også legitimt af os at opsige kontrakten med PLO for at kunne give et bedre og mere sammenhængende tilbud til borgerne?, siger Lise Müller.
Hun er klar over, at det kan blive et problem at få de praktiserende læger til at arbejde for Region Hovedstaden på grund af den verserende konflikt.
?Det giver ikke mening at slå jobbene op i øjeblikket,? erkender SF'eren, der dog håber, at den faglige kamp ebber ud i løbet af året, så de praktiserende læger alligevel får lyst til at søge jobbene.
Men sker det ikke, skal der nytænkes. Kontrakten med PLO er nemlig allerede opsagt, så den nye akutfunktion skal være klar til brug 1. januar, og den udfordring har Lise Müller ikke umiddelbart en løsning på.
?Det vil betyde, at vi må bruge systemet på en anden måde, men hvordan ved jeg ikke endnu,? siger politikeren.