Fortsæt til indhold

Nu får døende selskab af vågekoner

Lone Rasmussen, Lyngby, skrev et læserbrev i lokalavisen Det Grønne Område i juli og opfordrede til en vågekoneordning. Nu er den på vej, og der er informationsmøde 21. oktober

Samfund
Af Grete Hansen

Lone Rasmussen, Lyngby, oplevede fra sit arbejde på plejehjem, at der er et behov for nogen til at sidde hos en døende, der ellers må være alene. Og til at støtte og aflaste pårørende som våger hos den døende.
Hun arbejder i forvejen som frivillig og henvendte sig forskellige steder, for hun kunne ikke forstå, at Lyngby-Taarbæk Kommune ikke har en vågekoneordning. Men der skete ikke rigtig noget.
Så skrev hun i juli et læserbrev i Det Grønne Område og tilbød sin hjælp. Hun skrev også, at der må være andre, der vil være der for medmennesker i den sidste tid og spurgte: "Hvordan kommer jeg i gang?"
Og så skete der noget. Både politikere og embedsmænd i kommunen reagerede, og siden har der været arbejdet på sagen.

Møde 21. oktober

Nu indbydes der til informationsaften om en frivillig vågekoneordning i Lyngby-Taarbæk Kommune med initiativtager Lone Rasmussen og områdeleder Payman Lou, Bredebo og Baunehøj.
Det foregår mandag 21. oktober på Lyngby Møllebo, Lyngby Hovedgade 1 A, i cafeen på 1. sal.
Her kan man høre mere om initiativet og også melde sig som vågekone.
Vågekoneordningen bliver organiseret som en forening.
"Giv omsorg"
"Jeg håber, at der er nogle personer, der melder sig den 21. oktober for sammen med mig at gøre en forskel. At der er andre, der gerne vil det, jeg gerne vil: give de døende kærlighed, varme hænder og omsorg. At vi i fællesskab kan få en god vågekoneordning op at stå," siger Lone Rasmussen.
Og så er det mit ønske, at Socialforvaltningen og Lyngby-Taarbæk Kommuner fortsat støtter op om projektet, så det kommer i gang," siger hun.