‘Vi var ikke hos Svend Aage’
Hjemmeplejen i Frederikssund har ikke længere Svend Aage Laursens nøgler. Han har bedt om at få dem udleveret. Men den pågældende dag hvor de 10.000 kroner, ifølge Svend Aage, forsvandt fra skuffen, var nøglerne i Hjemmeplejens nøgleskab. Og det bekræfter områdeleder for Hjemmeplejen Annette Mårtensson til Lokalavisen.
"Den pågældende dag hang nøglen i vores nøgleskab. Men der har helt sikkert ikke været nogen hjemme i hans lejlighed, mens han var væk. For vi låser os aldrig ind i et hjem, hvor beboeren ikke er hjemme," siger Annette Mårtensson.
Men kan det overhovedet lade sig gøre at tage en nøgle fra skabet og låse sig ind, mens beboeren ikke er hjemme?
"Det vil kunne lade sig gøre, men man skal kunne en bestemt kode til nøgleskabet, som sidder i hjemmeplejens administrationscenter," siger Annette Mårtensson, som afviser, at der skulle være brådne kar i Hjemmeplejen.
"Det er klart, at vi tager det meget alvorligt, og vi er naturligvis ekstra opmærksomme på det. Men vi opfordrer altid de ældre til ikke at have penge liggende fremme. Men man må også kigge på, hvad det er for en type borger, det drejer sig om," siger Annette Mårtensson.
"Kan man tænke, at det er ens kone eller barnebarnet, som har været der? Man må forvente at kunne stole på ens hjemmeplejer, ligesåvel som man kan stole på ens kone."