Stenløse-pige kæmper for at få piger i skole
Malene Møller Sørensen fra Stenløse er en del af Plan Danmarks frivillige ungdomsbestyrelse, som sætter fokus på de manglende piger i folkeskolen
”Fordi jeg er en pige” er navnet på en stor fotoudstilling, som 17-årige Malene Møller Sørensen fra Stenløse står bag på Kgs. Nytorv i København.
Malene er en del af Plan Danmarks frivillige ungdomsbestyrelse og ønsker med udstillingen at sætte fokus på de 65 millioner piger verden over, der mangler på skolebænken.
Hvert tredje sekund giftes en pige bort mod sin vilje. Det er blot én af de barrierer, der på verdensplan forhindrer 65 millioner piger i at komme i skole. Og det er netop, hvad Malene Møller Sørensen fra Plan Danmarks ungdomsbestyrelse, Plan Future, har ønsket at skabe opmærksomhed omkring med fotoudstillingen ”Fordi jeg er en pige”, som hun har arrangeret med resten af Plan Future.
Pigerne inviterede fredag den 11. oktober – på FNs Internationale Pigedag – til et brag af en fernisering, som blev besøgt af hundredvis af børn og voksne. Mens der blev uddelt lyserøde cupcakes, smoothies og rosévin, fortalte pigerne om Plans arbejde for verdens udsatte børn – hvoraf pigerne er de mest udsatte.
Udstillingen såvel som Det Kongelige Teater var oplyst i pink for at gøre verdens usynlige piger synlige. Også i andre lande markerede Plan Pigernes Dag ved at sætte pink lys på verdensberømte bygninger og monumenter, blandt andet Empire State Building var oplyst i pink.
Plan Future er Plan Danmarks frivillige ungdomsbestyrelse. Plan Danmark er en del af Plan, som er en af verdens største udviklingsorganisationer med fokus på børn. Mere end 1,2 millioner PlanFaddere støtter deres indsats for verdens fattigste børn. I 2012 nåede man ud til 84 millioner fattige børn i 90.000 lokalsamfund.
Udstillingen kan opleves til den 31. oktober.