Fortsæt til indhold

Musiklærer springer ud som iværksætter

Klavereleverne har længe haft glæde af Anette Præst Nielsens undervisning. Nu kan hele verden være med, når hun efter års forberedelse springer ud som iværksætter med et produkt, der allerede har fået interesse fra en stor del af verden

Samfund
Af Michael Braunstein

Anette Præst Nielsen er musiklærer og en passioneret en af slagsen. Gennem sine mange år som underviser har hun udviklet produktet Music Work Out, et undervisningskoncept til børn, som hun nu har gjort til en forretning.
Vejen fra, at Anette Præst Nielsen sad hjemme i Allerød og forestillede sig, hvordan Music Work Out skulle se ud til, at hun i dag får produceret i Kina og har interesserede forhandlere fra det meste af verden, har været lang. Men det har været det hele værd, siger Anette Præst Nielsen.

Stor interesse fra udlandet

Det var da også med bankende hjerte, at Anette Præst Nielsen i april tog til den store Frankfurt Musikmesse for at præsentere Music Work Out:
"Jeg stod sammen med min mand på en kæmpe messe, men der gik ikke mere end ti minutter, så havde jeg den første henvendelse fra en hollandsk forhandler, som var helt vild med mit produkt. Derefter gik det slag i slag med henvendelser fra det meste af Europa, Kina og Australien. Det var overvældende med al den internationale interesse og begejstring."
"Jeg er jo musiklærer og vidste ikke noget om salg, markedsføring og designbeskyttelse. Til at begynde med brugte jeg mit netværk og fik gode råd fra venner og bekendte, men jeg havde brug for mere sparring," siger Anette Præst Nielsen, der henvendte sig til Iværksætterhuset og fik den opbakning, hun manglede:
"Som iværksætter har man virkelig brug for, at der er nogen, der tror på ens idé. Når man går med det hele selv, er det nødvendigt, at få kvalificerede øjne til at kigge på ens forretningsidé. Jeg ville ønske, at jeg havde opsøgt den sparring, jeg får hos Iværksætterhuset om blandt andet salg og produktion i udlandet, noget før."

Hvad bringer fremtiden?

De næste udgaver af Music Work Out bliver på tysk og engelsk. Og med den kommende produktion er Anette Præst Nielsen klar til også at sælge i andre lande end Danmark. Hun er spændt på, hvad fremtiden bringer efter at have sat det meste af sin opsparing i Music Work Out og arbejdet nærmest i døgndrift i halvandet år:
"Det har været virkelig hårdt indtil nu, men jeg kan også mærke, at jeg bobler med nye idéer til en udvidet version af Music Work Out."