Fortsæt til indhold

Finn Tugwell i spidsen for stærkt comeback

En stærk bestyrelse og et trænerteam i topklasse skal bringe bordtennisklubben BTK Kildeskoven tilbage i toppen af dansk bordtennis. Fundamentet skal udgøres af en masse ungdomsspillere, og derfor er klubben gået på medlemsjagt

Samfund
Ole Tradsborg

BTK Kildeskoven i Gentofte har eksisteret i mere end 50 år og har tidligere spillet i den øverste række. I en længere årrække har klubben dog fristet en alt for stille tilværelse, men nu skal der ske noget.
Den beslutning tog formand Klaus Ulrik Tvermoes allerede for et par år siden, da han meldte sig aktiv på banen i sin hjerteklub, og sammen med Tonny M. Jensen, Michael Steffens og Steffen Hussing, der i dag udgør klubbens bestyrelse, begyndte ideerne til en ny æra for klubben at tage form.
De gamle drenge i bordtennisklubben, som nu sidder i bestyrelsen, er selv bordtennisspillere og har derfor en årelang, næsten medfødt kærlighed til klubben og til sporten. De har nu valgt at storsatse i håbet om at bringe bordtennis ind i tankerne på de i forvejen idrætsglade unge i Gentofte Kommune. De er dog også klar over, at der bliver en hård kamp om de unge, som for de flestes vedkommende allerede er optaget af en eller flere sportgrene.
Men bestyrelsen har valgt at tage kampen op.
"Succeskriteriet er 30-60 nye medlemmer, men vi har da plads til 150, så alle skal selvfølgelig være velkomne", lyder det med et glimt i øjet fra formanden, Klaus Ulrik Tvermoes.

Nye medlemmer søges

Men hvorfor er det så vigtigt med nyt blod til klubben, der for tiden rummer ca. 40 ungdomsspillere?
"Bordtennisklubber er generelt meget små sammenlignet med klubber inden for andre sportsgrene som fx badminton og tennis. Klubbens størrelse er i sig selv ikke vigtig, men de muligheder, der følger med i form af mulighederne for at ansætte kvalificerede trænere og opbygge den nødvendige bredde til at rekruttere fra, er vigtigt", svarer formanden og fortsætter:
"Når man erklærer, at man vil være blandt landets største bordtennisklubber, så er det et højt ambitionsniveau, men det giver nogle muligheder. Det siger sig selv, at økonomien i en klub med f.eks. 500 medlemmer alt andet lige giver flere muligheder, end hvis er man kun har 100 medlemmer. Hertil kommer, at et stort medlemsgrundlag også giver et bedre grundlag for et aktivt og sjovt klubliv for specielt ungdomsspillerne", siger han og tilføjer, at størrelsen i klubben vil give en helt anden pondus, hvis man skal hente sponsorkroner hjem.
Netop det er endnu et indsatsområde for klubben via et sponsorprogram, hvor kommende sponsorer skal kunne se en værdi for deres investering. Jagten på sponsorer tager Michael Steffens sig af, hvis datter i øvrigt udmærker sig i klubben med fremragende resultater.

Ungdomssatsning

I mange år har der været en kraftig tendens til, at bordtennisklubber hverver spillere til deres bedste hold fra andre klubber, ligesom mange klubber har hentet udenlandske spillere til at repræsentere deres førstehold.
Dette kan ofte få den effekt, at de unge talenter mister troen på, at det kan lade sig gøre i klubben og derfor stopper eller skifter til en anden klub.
BTK Kildeskoven har besluttet at gå en anden vej, forklarer Klaus Ulrik Tvermoes:
"Ved at udvikle en stærk ungdomsafdeling kan vi tiltrække og fastholde børn og unge og på sigt få den sporslige succes, som er nødvendig. Allerede i sidste sæson havde vi en stor tilgang, og det arbejder vi på at fastholde".
"Vi tror på, at bredden og eliten er hinandens forudsætninger, og med bredden vil vi gerne opbygge en klub, hvor det er sjovt at komme og deltage i det sportslige, men også så vi kan bidrage til, at der kan udvikles mange venskaber", fortæller formanden, der har set rigtig mange nye medlemmer, som har prøvet fodbold og andre sportsgrene, men som i bordtennis finder en spændende udfordring.
At der er talent blandt de helt unge og nye kræfter blev allerede bevist i sidste sæson, hvor de ved flere lejligheder markerede sig, bl.a. ved at hente to medaljer ved ungdoms-DM.

God klub kræver goder trænere

For at nå målene har klubben ansat nogle af Danmarks bedste trænere, der bl.a. tæller Finn Tugwell, OL-bronze vinder og fortsat elitespiller i Roskilde træner.
Om klubben når sine mål, vil kun fremtiden kunne fortælle, men kursen og retningen er sat, og det bliver spændende at følge klubben i de kommende år.