Ekspert ser mulighed for enerigibesparelser alle vegne
Lars Ørtoft har stået for en af verdens største energirenoveringer, og potentialet for at spare energi er stort alle vegne, mener han
Han er hovedmanden bag et af verdens største byggeprojekter inden for energibesparelse, og så rådgiver han for tiden Lyngby-Taarbæk Kommune i byggeriet af energibesparende ældreboliger. Navnet er Lars Ørtoft, og for 10 år siden stiftede han det rådgivende ingeniørfirma Ørtoft A/S med adresse i virksomhedsparken SCION DTU blandt ingeniørstuderende og ligesindede virksomheder.
Grøn energi og bæredygtige løsninger er nøgleord for Lars Ørtoft, der ser store muligheder i at spare energi i såvel erhvervsejendomme som private hjem.
"Hvis vi snakker om rimelig rentable procenter, er det realistisk med energibesparelser på 40-50 procent hos almindelige husejere. Hvis man eksempelvis vælger at skifte tag, koster det mange penge, som ikke kan tjenes hjem. Hvis man så efterisolerer samtidig, koster det måske 40.000 kroner mere, men man skal huske at regne totaløkonomisk på det," siger Lars Ørtoft.
Nyt medlem af Vidensbyen
Den grønne ingeniørs virksomhed er et af de nyeste medlemmer i Vidensby-familien. Lars Ørtoft er imponeret over netværket af forskellige aktører, som på mange fronter er koncentreret omkring bæredygtige energiprojekter.
"Jeg har fundet ud af, at det er uklogt ikke at være med i Vidensbyen, hvor der har vist sig at være et stort fokus på energirenovering. Så jeg kan se forretningsmuligher i netværket, og kan efterhånden se fordelene ved at være med og bagdelene ved ikke at være med," forklarer Lars Ørtoft om sit engagement i Vidensbyen.
Som et af sine største projekter har Ørtoft A/S rådgivet om energirenovering af den gamle postterminal på Vester Voldgade i indre København. Det lykkedes ingeniørfirmaet fra Lyngby at reducere varmeforbruget med 86 procent, og bygningen rykkede efter renoveringen fra energimærke F til A1.
Renoveringen betød bl.a., at bygningen fik isoleret facader og etableret nye vinduer med automatisk solafskærmning. Der blev desuden anlagt solvarmelagring under bygningen og nye ventilationsanlæg med varmegenvinding. Ørtoft A/S sørgede også for, at der blev etableret energieffektiv belysning og opsamling af regnvand til toiletterne.