Rockband skal spille i Afghanistan
Den 30. oktober rejser Shotgun Revolution med Hillerød-trommeslageren Kaster Lund til Afghanistan for at spille for soldaterne i Camp Bastian
Lørdag aften spillede Shotgun Revolution, med den 28-årige Hillerøddreng Kasper Lund på trommer, for lidt over 100 rockfans i Støberihallen.
Publikum fik hvad de kom efter. Solid rock, masser af attitude og lyd der flænsede det charmerende og velegnede lokale.
Bare synd at der ikke kom dobbelt så mange når et af dansk rocks upcoming band spiller i Hillerød.
"Det er en lidt kedelig tendens der er rundt omkring i landet. Gjethuset i Frederiksværk kan trække mange tilskuere. Og det er jo ikke så langt fra Hillerød. Når vi spiller i Amager Bio kommer der mellem 600-800 tilskuere. Men da vi spillede et sted i Jylland kom der 40 for at se og høre os. Det samme antal som der kom til så stort et navn som Mads Langer", siger Kasper Lund og fortsætter:
"Vi spiller alle i Shotgun også i andre sammenhæng. I næste uge skal jeg for eksempel til Kina for at spille trommer i Maria Montell og Jakob Sveistrups backingband. Og så skal Shotgun Revolution den 30. oktober til Camp Bastian i Afghanistan for at spille for de danske soldater", siger Kasper Lund, der til sidst også fortæller, at han elsker at slå til trommerne, uanset om det er for 40 personer i en landsby i Jylland, for 300 i en klub på Sjælland eller for 8000 på Skanderborg Festival.