Det er kun for kvinder
Møderne tilsidesætter et demokratisk grundprincip, mener DF-politiker. Etniske minoritetskvinder styrkes i samværet med andre kvinder, svarer arrangør.
To af de fire dialogmøder, der er lagt op til for at få flere indvandrere ud at stemme, er, som tidligere omtalt her på albertslundposten.dk, forbeholdt kvinder. Det har fået Dansk Folkeparti til at melde afbud.
Partiet var inviteret på lige fod med andre partier, men spidskandidaten Danni Olsen har meddelt arrangørerne, at man ikke ønsker at deltage.
"Grundlæggende mener vi ikke at man skal introducere til demokratiet ved at tilsidesætte et demokratisk grundpincip. Nemlig det at mænd og kvinder er ligestillet", skriver Danni Olsen i en mail til Hakima Lasham Lakhrissi, stifter af VIKC og forkvinde for FIDK.
"Jeg håber inderligt at jeres indsats kommer til at virke, men præmissen er forkert, set med vores "briller" på."
Han tilføjer, at man til gengæld ser frem til Integrationsrådets debat den 30. oktober, hvor man stiller med en repræsentant.
Føler sig mere trygge
Hakima Lasham Lakhrissi, der også er aktiv i valgkampen som socialdemokratisk kandidat, ærgrer sig over DFs afbud:
"Årsagen til at vi har arrangeret to møder kun for kvinder, er at etniske minoritetskvinder føler sig mere trygge i et rent kvindeforum. Det er et forhold vi er meget bekendte med fra vores kvindecenter, og for os et det meget vigtigt at specielt de isolerede kvinder bliver klædt på til at tage del i civilsamfundet, ikke mindst når det gælder at stemme til kommunalvalget."
Hun afviser DFs kritik af at møderne kun for kvinder skulle bryde med et demokratisk grundprincip:
”For os er det vigtigt at møde vælgerne, der hvor de er. Vi har stiftet et kvindecenter, fordi vi mener at etniske minoritetskvinder styrkes i samværet med andre kvinder, og det har vi også set de gode resultater af. Vi går også ind for ligestilling som demokratisk grundværdi, og da mange kvinder ikke er så vant til at tage ordet i forsamlinger eller deltage i debatter som mændene, så er det mere demokratisk at vi etablerer mødefora som tilgodeser alle, dvs. både blandede møder og møder for kun kvinder."
"Ærgerligt"
Danni Olsen fastholder sin kritik, men tilføjer dog at man planlægger at deltage i de to dialogmøder, hvor både mænd og kvinder er inviterede.
"Vi mener det er principielt forkert at udelukke det ene køn. Det kan godt være det står i deres vedtægter, og det er jo op til foreningen selv. Det kan andre ikke blande sig i, men når det er et arrangement der handler om demokrati, så synes jeg det er ærgerligt."
Hakima Lasham Lakhrissi mener dog ikke, at Dansk Folkeparti skal løfte fanen alt for højt, når det handler om ligestilling:
”Jeg har bemærket at Dansk Folkeparti næsten udelukkende tegnes af en enkelt mandlig kandidat, der ikke ser ud til at give plads til kvindelige kandidater. Vores møde for kvinder giver ellers partiets kvindelige kandidat en god chance for at profilere sig, men det ser ikke ud til at være en prioritet”, siger Hakima Lasham Lakhrissi og hilser partiets kvindelige kandidat velkommen, hvis partiet skulle ændre mening.
due