Fortsæt til indhold

"Skal vi lægge asfalt med guldstriber?"

SF i Aarhus gør i en ny valgvideo grin med beslutningen om en Marselistunnel til mindst halvanden milliard kroner.

Samfund
Af Hans Larsen

"Skal vi lægge asfalt med guldstriber?"
I en ny valgvideo gør SF tykt nar af beslutningen om at bygge en Marselistunnel til mindst halvanden milliard kroner. Ifølge videoen er tunnelen overflødig og et prestigeprojekt.
Videoen kredser om et møde, hvor repræsentanter fra Socialdemokraterne, Venstre, de Konservative, de Radikale og Dansk Folkeparti beslutter at bygge tunnelen, mens de kun har latter til overs for, at socialt udsatte har brug for hjælp.

Provokerende valgvideo

Byrådsmedlem for SF, Claus Thomasbjerg, erkender, at videoen om Marselistunnelen er provokerende.
"At betale så mange af skatteborgernes penge for et unødvendigt hul i jorden er rystende. Derfor har jeg sat debatten om Marselistunnelen helt på spidsen, hvor jeg igennem humoren og provokationen gør opmærksom på den helt forkerte beslutning," siger Claus Thomasbjerg.

Tænder en cigar

Han håber, at valgvideoen vi øge debatten om Marselistunnelen, og at den får vælgerne til at tage stilling til tunnelens nødvendighed.
Valgvideoen indeholder også et par humoristiske og selvironiske referencer til byrådsbeslutninger. Blandt andet bliver der tændt en cigar, fordi rygeforbuddet på rådhuset ikke gælder politikerne selv.

Se videoen her.