Ét-minuts-drift på S-togene
Ny lokalliste amok i vanvittige mærkesager. Det er bare noget af det, du kan opleve til årets Veksørevy
Lygtepælene står i fuldt flor i Egedal Kommune ligesom i resten af landet. Alt er ved det gamle – og dog! Måske har nogle borgere bemærket at, i Veksø sker der allerede noget helt nyt i gadebilledet. Plakater med borgere, der stiller op med mildt sagt utraditionelle slogans og mærkesager så som: 1-minuts drift på S-togene, Beskyt orkideerne og Ja til global opvarmning, for blot at nævne nogle af de mere fornuftige. Men der er også hørt om: Chippendales på plejehjemmene, golfbaner i soveværelserne og fremstilling af erotisk legetøj på aftenskolen.
Bare rolig det er i virkeligheden ikke en ny lokalliste der er på spil men derimod VAT 85 der er klar med årets Veksørevy, der løber af stablen i november.
I år er titlen ”VAT 85 – det sikre valg!”
”Traditionen tro er intet, som det plejer. Vi sætter en ære i, at blive skarpere, mere musikalske, uforudsigelige og vanvittige år efter år! I år er det vist lykkedes meget godt,” skriver revyen i en pressemeddelelse.
Garvede kræfter
Der er ni skuespillere på scenen - alle garvede dilletanter. Og mindst lige så mange bag scenen og i salen for at få alt til at klappe. Instruktøren er atter i år Karin Christensen, som grundlagde VAT 85.
Rammerne er de samme som de sidste 27 år. Det foregår på Veksø Kro, hvor der er hyggeligt cafeteater i de intime rammer. Der er premiere fredag den 8. november, og herudover to forestillinger lørdag den 9. og fredag den 15. november. Alle dage starter det klokken 20.00 og der er stadig billetter til de tre forestillinger. Derimod er den store gallaforestilling med buffet og dans lørdag den 16. november allerede udsolgt.
Billetter bestilles hos Lone Becker på telefon 6118 6643 efter klokken 16.00 eller købes på Veksø Kro onsdag den 30.10 imellem 19.00 og 19.30.