Fortsæt til indhold

Tidsplanen holder

Det hollandske firma, der anlægger tværvejen til Kildedal Station, har købt byggeriet af Frederikssundsmotorvejens anden etape. Tidsplanen holder stadig, siger Vejdirektoratet

Samfund
Jesper Kappel

Vejdirektoratet har underskrevet en aftale med det hollandske konsortium Combinatie Mobilis Van Gelder om at anlægge anden etape af Frederikssundsmotorvejen efter E. Pihl & Søn, der gik konkurs den 26. august.
Med aftalen overtager det hollandske konsortium kontrakten og de tilhørende forpligtigelser. Motorvejsbyggeriet består blandt andet af 4,4 km motorvej, støjvolde, ramper og syv broer.
”Vi er utroligt glade for, at det i samarbejde med de involverede parter er lykkedes at finde en hurtig løsning. Nu kan vi få gang i anlægsbyggeriet igen. Vi ser frem til et godt samarbejde med det hollandske konsortium,” siger Jens Holmboe, der er anlægsdirektør i Vejdirektoratet.

I gang til foråret

Selv om arbejdet med motorvejen har stået stille i næsten to måneder, ja så regner Vejdirektoratet altså med, at tidspunktet for åbningen af motorvejen holder - nemlig i det sene efterår 2015
”Grunden til, at vi regner med, at tidsplanen holder, er, at i de første planer for byggeriet, havde vi regnet med, at der skulle laves meget mere i 2014 og kun enkelte ting i løbet af 2015. Derfor er der ekstra tid i 2015 til byggeriet,” fortæller Christian Tolderlund, der er projektleder hos Vejdirektoratet på anden etape af Frederikssundsmotorvejen.
Lige nu sker der dog ikke meget på byggepladsen. Planen er, at hollænderne går i rigtigt i gang til foråret 2014. I øjeblikket planlægger man det fremtidige arbejde og sørger for at sikre de dele af motorvejen, som er færdigt, så de ikke bliver ødelagt i løbet af vinteren.

Vejbro færdig om få uger

Det hollandske konsortium har i forvejen opgaven med at anlægge Tværvej, der er en motortrafikvej, som skal forbinde anden etape af Frederikssundsmotorvejen med Frederikssundsvej ved Kildedal St. Arbejdet går planmæssigt frem, hvilket betyder, at vejbroen på Skebjergvej, der går over Tværvejen, vil blive færdig og klar til brug i slutningen af november. Cykelstien langs Skebjergvej tages i brug samtidigt, men kan først gøres helt færdig til foråret da slidlaget ikke kan udlægges i år.