NemPlads er en god idé
Rudersdal Kommune arbejder videre med at forbedre NemPlads-systemet, skriver Daniel E. Hansen i en kommentar til kritikken
I et svar til Rudersdal Avis skriver formanden for Børne- og Skoleudvalget, Daniel E. Hansen (V), at Rudersdal Kommune arbejder videre med NemPlads-systemet.
"Der er gennemført en uvildig, ekstern konsulentundersøgelse, der konkluderer, at NemPlads er en god idé, og understøtter brugernes behov. Der er dog også udfordringer, som der skal arbejdes videre med, og det er der taget fat på nu. På den korte bane støtter borgerservice op om de konkrete sager, hvor der kan være problemer for at sikre den fornødne tryghed. På den lidt længere bane skal vi analysere nærmere på blandt andet trappemodellens effekt. Sagen kommer på dagsordenen i Børne- og Skoleudvalget igen til marts," lyder det fra Daniel E. Hansen.
Er du tilfreds med forløbet?
"Jeg synes, det er en god idé med et digitalt system, hvor borgerne selv kan se og vælge blandt mulighederne. Der har dog også været udfordringer med dele af systemet, der har fyldt meget for nogle forældre. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende," skriver formanden.
Daniel E. Hansen mener, at der er gået politik i sagen.
"Lige siden LokalListen arrangerede en mindre demonstration på Rådhuset mod NemPlads, har de kæmpet med arme og ben for at holde liv i sagen frem mod valget. Det skaber unødvendig utryghed blandt forældrene. Der er gennemført en uvildig, ekstern konsulentundersøgelse og på den baggrund truffet en række beslutninger, der vil forbedre NemPlads på både kort og lidt længere sigt. LokalListen er som de eneste imod det hele, og det er efterhånden helt tydeligt, at det er ren valgkamp," skriver han.