Rikke brugte 300 timer på at finde institutionsplads til sin søn
Først efter otte måneder, adskillige mails til både forvaltning og politikere, en direkte mail til kommunaldirektøren og en ny særregel lykkedes det Rikke Gade Christensen at få en institutionsplads til sin søn i Rudersdal Kommune
300 timer foran computeren. Så lang tid brugte Rikke Gade Christensen, i løbet af otte måneder, på at finde institutionsplads til sin søn i Rudersdal Kommune.
“Jeg har siddet tidligt om morgenen og sent om aftenen. Jeg har læst dagtilbudsloven og alt om NemPlads-systemet på kommunens hjemmeside,” siger hun.
Rikke Gade Christensen fra Birkerød er bare én af de mange forældre i Rudersdal Kommune, som er kommet i klemme i kommunens digitale pladsanvisningsystem NemPlads.
Efter kommunen har indført systemet, kan forældrene nu selv sidde hjemme foran computeren og finde en institutionsplads til deres børn. Og selvom det lyder meget godt altsammen, så virker systemet ikke, fortæller Rikke Gade Christensen.
“Systemet er både ulogisk og uoverskueligt.
"Som det er i dag, skal man søge på flere forskellige datoer for at se, om der er ledige pladser, med mindre man er ekstremt heldig i første hug. Det betyder, at man er tvunget til at søge i systemet hele tiden, for med det dynamiske system, ved man jo ikke, om der kommer en ledig plads fem minutter efter man har logget af,” siger hun.
Rikke Gade Christensens mareridt startede i december sidste år, hvor hun fik en mail fra Rudersdal Kommune, der fortalte, at hun havde fået en den ønskede institutionsplads til hendes søn.
Det viste sig dog at være en teknisk fejl, men da systemet igen kom i drift fik hun tilbudt en instititionsplads med start to måneder efter dagplejen stoppede. Dermed blev familien efterladt med et hul i pasningsordningen på to måneder.
Og siden marts har Rikke Gade Christensen dagligt siddet foran computeren for at søge efter en institutionsplads til sin søn.
Huller i systemet
Rikke Gade Christensen har adskillige gange henvendt sig til pladsanvisningen og forvaltningen for at høre om det på nogen måde ville være muligt at få løst ”hullet” i hendes pasningsordning uden, at hendes søn skulle skifte institution, men hver gang var svaret fra forvaltningen:
”Du må søge i systemet, vi kan ikke hjælpe,” fortæller hun.
Disse ‘huller' er ifølge Rikke Gade Christensen et af de største problemer ved NemPlads-systemet.
“Jeg har ligget søvnløs om natten, fordi vi ikke vidste, hvordan vi skulle få passet vores søn i de to måneder. Vi har udskudt vores ferie, og jeg snakkede med min arbejdsplads om at tage orlov i et par måneder for at passe min søn. Det er jo helt uholdbart,” siger hun.
Det var først, da Rikke Gade Christensen henvendte sig direkte til kommunaldirektøren, og efter der blev lavet en særregel i Rudersdal Kommune, som netop gælder for hendes familie, at det hele faldt på plads. Men selvom Rikke Gade Christensen nu har fået sit på det tørre, er hun stadig rystet over systemet.
“Det er slet ikke i orden, at man på den måde fanger forældre og lader dem komme i klemme i et system, der jo ikke virker,” siger hun
Fundamentale fejl
Selvom Rudersdal Kommune vil forbedre NemPlads-systemet, så vil der fortsat være mange familier, der kommer i klemme i systemet, mener Rikke Gade Christensen.
“Systemet fungerer jo ikke. Selvom de laver nogle rettelser på overfladen, så vil der stadig være helt fundamentale ting i systemet, der ikke fungerer. Systemet tager ikke menneskelige hensyn. Det er jo kun i de tilfælde, hvor man har et helt ukompliceret forløb og er ligeglad med, at man skal køre 12 km. eller synes det er ok med ekstra institutionsskift at systemet virker. Alle andre tilfælde, hvor man har søskende, ønsker til en institution der ligger tæt på og så videre, så virker det ikke,” siger hun og tilføjer:
“Hvorfor suspenderer kommunen ikke systemet indtil det virker?,” spørger hun.