Fortsæt til indhold

"De snød og svigtede"

Efter Freddie H. Madsen og sønnen Kim Madsens exit fra partiet valgte Dansk Folkepartis top at indrykke en helsides annonce, hvor man sagde undskyld. Er det god kommunikation?

Samfund
Rune Weitling

Det vælgerbedrag som Freddie H. Madsen og Kim Madsen præsterede efter valget den 19. november er ikke gået ubemærket hen i partiets top.
I sidste uge indrykkede Dansk Folkeparti således en helsides annonce i Ugeavisen Esbjerg, hvor man gav en uforbeholden undskyldning til de tusindvis af vælgere, som havde stemt på partiet og som nu må føle sig svigtet. Med et stort billede af partiets næstformand Søren Espersen og en tekst direkte henvendt til vælgeren, skortede det ikke på den stærke retorik.
Ord som ‘tillidssvigt', ‘du må have været vred og forvirret', ‘de to snød og svigtede', ‘de kan nu sætte sig i Esbjerg Byråds bløde stole og hygge sig på stjålne stemmer', ‘du er blevet svigtet', ‘du må føle dig forrådt' og lignende er at finde i den noget opsigtsvækkende annonce.
Mens endnu et partimedlem, Dorik Klokmose - der fik fjerdeflest personlige stemmer fra sin placering som nummer fire på listen - forlod partiet i sidste uge, tog Lokalavisen Esbjerg en snak med to af landets fremmeste kommunikationsfolk om annoncen.

Lukke ned for dårligt image

“Jeg synes, det er en god strategi. De får givet de to (Freddie H. Madsen og Kim Madsen, red.) en ordentlig øretæve. De skriver i annoncen, at de på grund af valgloven intet kan gøre, men de gør jo netop noget med annoncen, og det er ganske god kommunikation,” siger Lotte Hansen, der er indehaver af HansenAgenda samt politisk kommentator i BT og tidligere medvirkende i tv-programmet Jersild og Spin.
Lotte Hansen forklarer endvidere, at man naturligvis også ønsker at lukke ned for det “landsby-tosse” rygte, som har klæbet til partiet, især kommunalpolitisk, i mange år.
“Det er jo det, snakken har gået på. Og så kan man altid diskutere, om det er rigtig eller ej, men sager som disse forstærker manges idé om, at det måske er gået lidt stærkt med at få rekrutteret kandidater. Og at der derved også kommer skæverter. Men det er jo en klassisk problematik, som man også ser hos bl.a. Liberal Alliance og Enhedslisten, hvor man nogle gange kan have lidt svært ved at styre det fra moderpartiets side. Men man må ikke svigte sit parti på den måde,” siger Lotte Hansen, der mener, at man også har indrykket annoncen for at tage afstand fra de to personer.
“Det her er jo en måde at eksludere de to på, uden at eksludere dem. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de efter sådan en annonce er uden for det gode selskab. Og så handler det jo også at vise over for den brede socialdemokratiske vælgergrupper, man ligeledes går efter, at man lægger afstand til sådan noget. Det er såmænd ganske klogt gjort kommunikationsmæssigt,” forklarer Lotte Hansen.

Lotte Hansen er ligeledes en meget benyttet kommunikationsekspert. Foto: privat

Bygger på politikerleden

Også politisk kommentator og ansvarshavende chefredaktør på Fyns Amts Avis, Troels Mylenberg, mener, det er ganske god kommunikation, som Dansk Folkepartis øverste ledelse her er ude i.
“Det er ganske opsigtsvækkende, at toppen på denne måde vælger at sige undskyld til vælgerne i Esbjerg. Det er det selvfølgelig først og fremmest fordi, det er sjældent, vi ser sådan noget,” siger Troels Mylenberg og fortsætter:
“Men det er jo også opsigtsvækkende, fordi det er en meget aktiv og offensiv kommunikationsstrategi. Det vidner naturligvis om, at man er voldsomt frustreret over de her to personer, men også over ikke at være repræsenteret i byrådet længere. Esbjerg Kommune har jo en anseelig størrelse, og det er ikke godt for selvforståelsen, at man ikke længere er til stede i så stor en by,” siger redaktøren, der kalder annoncen ‘den rene vare.'
“Det er den måde, de kommunikerer på, og det har de haft succes med. Det, der er sket i Esbjerg, det bygger på politikerleden, og det er vigtigt for Dansk Folkepartis top at få sagt, at de tager afstand fra det. Og det synes jeg, at de gør meget effektivt her. De taler direkte til vælgerne, det er lige på. Og så tror jeg også, det er et tegn på, at man i partitoppen ærgrer sig over, at man mange steder har fået et fint kommunalvalg, men reelt ikke har fået meget ud af det. I hvert fald ikke politisk indflydelse,” lyder det fra Troels Mylenberg.

Troels Mylenberg er ansvarshavende chefredaktør på Fyns Amts Avis og en meget brugt politisk kommentator. Foto: privat