Kuppet borgmester: Allerøds nye leder er utroværdig og en løgner
Den detroniserede borgmester i Allerød, Erik Lund, lagde ikke fingre imellem, da han skulle kommentere Allerøds nye borgmester John Køhler
"Jeg vil faktisk gå så vidt som at kalde ham løgner."
Det var alt andet end pæne ord og lykønskninger, den nu detroniserede konservative borgmester i Allerød, Erik Lund, gav sin efterfølger, John Køhler, da det onsdag nat stod klart, at modkandidaten fra Venstre havde sikret sig borgmesterposten ved at lave nogle aftaler med de andre partier i byrådet.
"Allerød får nu den mest utroværdige politiker som borgmester, der kan gå på to ben, og det er simpelthen uanstændigt overfor kommunens borgere," lød det skarpt men fattet fra den konservative nu forhenværende Allerød-borgmester.
John Køhler lod sig dog ikke gå på af den usædvanlige skarpe kritik, da han senere kom ud fra lokalet, hvor han i de sene nattetimer havde forhandlet aftalen på plads med de andre partier.
"Titlen som den mest utroværdige politiker må da tilhøre Erik Lund selv," skød den nye borgmester selvsikkert tilbage, før han fejrede sejren med skål og champagne.
Blovstrødlisten gik
Erik Lund var dog ikke den eneste, der denne aften mente, at det var en forkert måde, John Køhler havde vundet borgmesterposten på.
Blovstrødlistens Erling Petersen valgte simpelthen at forlade forhandlingerne og takke nej til at støtte John Køhler, fordi han mente, at det er forkert at løbe fra de to borgmesterkandidateres aftale om, at det største parti skulle have magten.
"Jeg kan simpelthen ikke stå model til det herr. For nok er det politik, men der er også regler, og vi skal vi altså også kunne se hinanden i øjnene bagefter," sagde Erling Petersen, der mener, at det skete kan risikere at skade samarbejdsklimaet i kommunen uopretteligt.
"Lur mig, om ikke Erik Lund får nogle af dem over på sin side igen, og så står vi i nøjagtig samme skandaløse situation som ved valget for fire år siden."
Erik Lund nøjedes dog onsdag nat med at sende en skuffet hilsen videre til Socialdemokratiets Theodore Gbouble, da Erik Lund var på vej ud af rådhuset.
"Jeg forstår simpelthen ikke, at I vil være bekendt at støtte en så utroværdig og uvederhæftig politiker som John Køhler. Det skuffer mig virkelig," lød det fra Erik Lund, før han forsvandt ud i den kolde nat i Allerød.