Mikkel droppede hverdagen for drømmelivet på afrikansk løvefarm

Et af de utallige privilegier ved at være journalist er chancen for en sjælden gang imellem at møde et menneske, der brænder så meget for en sag, at man efter halvanden time i vedkommendes selskab mest af alt har lyst til at smide blok og pen og følge i hans eller hendes fodspor.
'Det bliver nu også så voldsomt igen', mumler man på sin vej tilbage i hamsterhjulet, mens man mærker åget for i det mindste at formidle den passion, så andre kan mærke den.
Et af den slags mennesker er 30-årige Mikkel Legarth, som vi møder i hans lejlighed på Jensløvs Tværvej, som han er ved at gøre klar til fremleje.
Selv drager han syv måneder til Botswana, ned til sit elskede Modisa Wildlife Project, en løvefarm, han driver sammen med sin tyske ven og forretningspartner Valentin Gruener.

Vild med Afrika

Mikkel Legarth har været bidt af Afrika, siden han var dreng. Han slugte naturprogrammerne på tv, og i 4. klasse skrev han en 37 sider lang opgave om Afrika, savannen og løverne.
I et essay fantaserede han om, hvordan han måtte leve sammem med en løveflok, efter at være kommet væk fra sin familie.
Planen var egentlig at blive pilot, da han i 2007 arbejdede for SAS som steward. Men så rejste han i maj til det kontinent, der længe havde hevet i hans sjæl.
De planlagte tre uger i Namibia - som frivillig på en løvefarm drevet af hvide afrikanere - blev vekslet til tre måneder, så flyveskolen i Roskilde måtte kigge forgæves efter ham.
"Jeg vænnede mig til at sove ude på den bare jord hos leoparden Lost. Hun var vant til mennesker, og jeg vågnede om morgenen, når hun jagtede krager. Jeg følte mig som det lykkeligste menneske i verden. Jeg hadede at være derhjemme, da jeg kom hjem", fortæller Mikkel Legarth, der vendte hjem med et par ar i ansigtet, efter en vild leg med Lost.
Mikkel kunne ikke få Afrika ud af hovedet, hvor meget han end forsøgte. Han besluttede sig for at rejse derned igen i januar 2009. Enten fik han Afrika afsluttet, så han kunne komme videre med sit planlagte liv, eller også ...

Fik åbnet øjnene

Mikkel Legarth arbejdede i det næste halve år på løvefarmen i Namibia som projektleder. Han fik ansvaret for at koordinere det frivillige arbejde og styre byggeprojekterne.
Det stod klart for ham, at han skulle gå efter at få sin egen løvefarm, for de hvide ejere gjorde flere ting, han ikke brød sig om. De stak f.eks. de besøgende turister blår i øjnene ved at hævde, at de tamme dyr skulle sættes ud, selv om de godt vidste, at det ikke kunne lade sig gøre.
Danskeren fandt en forbundsfælle i Valentin Gruener, der også arbejdede på farmen.
"Vi talte om, at vi ville have en farm, hvor folk lærte om de reelle tilstande i Afrika. Ikke noget sukkersødt billede af dyrebeskyttelse, ikke noget 'Løvernes Konge'-idyl", forklarer han.
Som eksempel på, at Vestens billede af Afrika til tider er skrupforkert, fortæller Mikkel Legarth om, da jagten på løver blev forbudt i Botswana. Det hjalp langt fra løverne.
Før havde de lokale farmere haft en forretning ved at sælge jagter til rige storvildtsjægere fra Vesten. Så kunne de leve med, at løverne tog for sig af deres kvæg i ny og næ.
Det kunne de ikke, da jagten blev forbudt, efter pres fra dyreelskere i Vesten. Så var løverne pludselig problemdyr, som de selv blev nødt til at skyde for at beskytte deres kvæg og deres forretning.
"På den konto forsvandt løverne fra et område, der svarer til 2½ gange Danmark. Det er ikke, fordi jeg overhovedet brød mig om jagt på løver. Men lige som alt andet i verden er tingene ikke sort/hvide, når det kommer til dyrebevarelse. Ofte er det et valg mellem to onder", fortæller Mikkel Legarth.

Afrikas succeshistorie

De to venner sagde begge nej til faste stillinger på løvefarmen i Namibia og drog hjem for at søge efter deres eget projekt. De valgte Botswana, fordi landet på mange måder er Afrikas succeshistorie, et demokrati med en streng våbenlov.
De to venner drog til landet i marts 2010, uden en eneste aftale hjemmefra.
"Vi kom bogstaveligt talt ud fra lufthavnen og vidste ikke, om vi skulle gå til højre eller venstre", smiler Mikkel Legarth.
Lokale fortalte dem, at ingen ville tage dem seriøst, før de havde oprettet et firma i Botswana. Snart efter sad de på det lokale erhvervskontor.
"Hun var flad af grin, da hun så os. Ubarberede, i snavsede undertrøjer, shorts, bare tæer. 'I minder mig så meget om en forsker, der kom for 10 år siden', fik hun sagt mellem latteranfaldene", mindes Mikkel.
Det var tyske Thoralf Meyer, erhvervsrådgiveren kunne huske sit møde med. Ham tog de to unge iværksættere selvfølgelig kontakt til.
'Det der drenge, det holder ikke', lød rådet fra Meyer og samtlige andre, de talte med.
"Jeg blev stædig. Det skulle satme lykkes. Jeg ville i hvert fald ikke give op, før vi havde prøvet alle løsninger", siger Mikkel Legarth.
For at gøre en lang historie kortere, så begyndte et netværk af betydningsfulde mennesker at åbne sig for de to unge idealister. De fandt ud af, at der for alvor begyndte at ske noget, når den ene pressede på fra Europa, mens den anden trak i trådene i Botswana.
Gennembruddet kom, da Mikkel og Valentin via et tysk filmhold fik kontakt til en hvid farmejer, der tog imod dem med åbne arme. Her fik de lov at leje sig ind i december 2011, og siden april 2012 har Modisa Wildlife Project været oppe at køre.

En kæmpe succes

Siden er det gået stærkt. Projektet har 115.000 likes på Facebook, og de har foreløbig huset mindst 160 frivillige, der kommer i grupper på 20 ad gangen. Der har bl.a. været flere hold forskere fra Texas University.
De frivillige får undervisning i naturbevarelse, økosystemer og dyrebeskyttelse, samtidig med at de hjælper med at drive farmen, som i øjeblikket tæller 31 løver, to leoparder og otte wild dogs.
To uger koster ca. 7.500 kr., men så er al mad og logi også betalt. Luksus er der ingen af. Man bor i safaritelte og skal kunne sove til tonerne af græssende gnuer.
"Nu har vi et projekt, vi er vildt stolte af. Lige nu handler det om at få flest muligt herned, og så er næste skridt at få vores helt eget sted", fortæller Mikkel Legarth, der selv er ved at blive lidt af en mediehistorie kloden over.
Han har været i Aftenshowet, Børsen og nu Villabyerne. Han har fortalt om sit projekt på en Tedx-konference, og i sidste uge gik deres historie viralt verden over med de enestående billeder af Mikkel, der krammer den tamme løve Sirga, som han og Valentin reddede sidste år, da hun blev udstødt af flokken.
For lidt over en måned siden kiggede Botswanas præsident så forbi for at se, hvad den unge dansker og tysker har bygget op fra grunden.

Levende og fri

Mikkel Legarth vil gerne stifte sin egen familie på et eller andet tidspunkt, men lige nu gælder det løverne. Og hans familie er glade for, at han har opnået sin drøm.
"I starten var min mor vist lidt bekymret, jeg er enebarn, men hun og resten af familien har altid støttet mig 100 procent. Mine forældre har planer om at tage derned næste år, og jeg glæder mig helt vildt til at vise dem farmen og Afrika",
Når solen står op over savannen, og stilheden brydes af løver, der brøler, eller zebraer, der sætter i løb, er han allermest lykkelig.
"Det er, som om jeg ikke rigtigt kan få nok. Jeg føler mig levende og fri", smiler han. "Det er stadig helt surrealistisk at være dernede. Jeg har været så vant til, at folk ikke troede på os. Nu er det lige modsat. Jeg må knibe mig i armen".