Fortsæt til indhold

DF-formand bygger uden tilladelse

Jens Sennefelder, formand for Dansk Folkeparti i Hørsholm og kandidat, har gennem mere end ni år ombygget og udvidet familiens bungalow-villa på Gøgevang uden at have søgt eller fået byggetilladelse af Hørsholm Kommune

Samfund
Morten Timm

På Gøgevang 10 i Hørsholm har Dansk Folkepartis lokale formand og kandidat Jens Sennefelder i en årrække været i gang med en omfattende tilbygning af bungalow-villa, hvor der bygges en ekstra etage på.
Men byggeriet er sat i gang uden at Jens Sennefelder har fået byggetilladelse eller har reageret på Hørsholm Kommunes henvendelse om byggeriet. Det er nu 1½ år siden byggesagsafdelingen var ude på tilsyn og 14 måneder siden de fremsendte et 'varsel om påbud' til DF-formanden, og de har intet hørt fra villaejeren.
I Hørsholm Kommunes afdeling for byggesager bekræfter teamleder Rune Munch Christensen overfor Ugebladet, at der hverken foreligger en byggesag for Gøgevang 10 eller en godkendelse af byggeriet.

Ingen ansøgning

Med andre ord betyder det, at Hørsholm Kommune aldrig har modtaget en byggeansøgning eller de relevante tegninger og beskrivelser af byggeriet, hvilket er en klar forudsætning for den videre sagsbehandling og for at kunne give den byggetilladelse, der lovliggør byggeriet.
"Vi har den 20. august 2012 sendt et såkaldt varsel om påbud til ejeren af Gøgevang, hvori vi beder at få tilsendt tegninger af byggeriet og de relevante ansøgningspapirer. Det har vi ikke modtaget, ligesom vi heller ikke har modtaget indsigelser mod vores fremsendte varsel om påbud," siger Rune Munch Christensen.

Villaen på Gøgevang 10, som siden 2004 har været under ombygning.

Stoppet af arbejdspres

At sagen ikke er kommet videre i kommunen videre forklarer teamlederen alene med stor pukkel af byggesager i Hørsholm Kommune. Desuden har udvalgsformand Peter Antonsen tidligere oplyst, at afdelingen har haft for få personaleressourcer.
Under normale omstændigheder skulle Jens Sennefelder for et år siden havde fået et decideret påbud om at fremsende de nødvendige papirer og tegninger i sagen. Næste sanktion fra Hørsholm kommune ville være en politianmeldelse for ulovligt byggeri og eventuelt et egentlig standsningspåbud af byggeriet, indtil alle byggeriets forhold er bragt i orden og godkendt.

Fik afslag i 2002

Teamlederen oplyser, at hører det absolut til sjældenhederne, at kommunen må skride til politianmeldelse, mens man et par gange om året udsteder påbud om at standse igangværende byggeri.
Ifølge det officielle byggesagsarkiv ansøgte Jens Sennefelder i 2002 om dispensation for bygningsreglementet med en række bygningsændringer, som Hørsholm Kommune samme år gav afslag på.
Gøgevang 10 blev købt i 2001 for 2.277.000 kroner af andelsforeningen Juels Gaard afd. II ved Signe Sennefelder Burchard. Hun er 16 år og datter af Jens Sennefelder og Gitte Burchard.
Huset er ifølge Jens Sennefelder købt, fordi hans datter har fået en større arv, hvor en af betingelserne var at anbringe det i fast ejendom.