Golfklub går konkurs
Golfklubben i Brejning har sendt medarbejderne hjem og lukket klubhuset
Kellers Park Golfklub har stoppet driften af klubben og sendt medarbejderne hjem. Det oplyser bestyrelsen i en meddelelse på klubbens hjemmeside.
Bestyrelsen skriver, at man har truffet beslutningen efter længere tids økonomiske problemer, og at man ikke længere kan fortsætte driften.
"Vi har ikke længere likviditet til at betale vores forpligtelser, og vi kan ikke, med de gældsforpligtelser der ligger fremadrettet, forsvare at stifte yderligere gæld," skriver bestyrelsen.
Ifølge bestyrelsen har man på mange måder en god og velfungerende klub med en dejlig bane og et hyggeligt klubliv. Man har også oplevet stor samarbejdsvilje fra kreditorerne, men den økonomiske konstruktion omkring klubben er så kompleks, at det har været meget vanskeligt at håndtere for bestyrelsen, der ikke har kunnet se realistiske alternativer til at stoppe driften.
Bestyrelsen forventer, at klubben inden længe vil blive erklæret konkurs, og at der derefter vil blive indsat en kurator. Det er op til denne kurator, om de nuværende medlemmer har adgang til banen. Indtil videre er klubhuset lukket, men bestyrelsen tror og håber på, at der kan findes en model, så der til den kommende sæson kan spilles golf på banen igen.
Der er oprettet en facebookside, hvor den nuværende bestyrelse vil orientere om arbejdet for etablering af en ny klub. Og der bliver holdt
et orienteringsmøde mandag den 25. november klokken 19 på Comwell Kellers Park Hotel.
Det har ikke været muligt at nå at få en kommentar fra bestyrelsen inden Lokalavisens deadline.