Fortsæt til indhold

Nyt flertal vil sænke grundskylden

Den nye konservative borgmester Sofia Osmani vil i 2015 tage fat på en sænkning af grundskylden. Liberal Alliance og Socialdemokraterne er villig til at kigge på den upopulære ejendomsskat

Samfund
Af Theis Otzen og Steen Trolle

Der vil blive gjort noget ved grundskylden i Lyngby-Taarbæk Kommune allerede ved næste års budgetforhandlinger. Det siger den kommende borgmester Sofia Osmani (K) til Det Grønne Område.
"Grundskylden er så centralt et valgløfte, at vi skal have gjort noget ved det," siger Sofia Osmani.
Hun har allerede sikret sig, at der blandt hendes politiske samarbejdspartnere er velvilje til at gøre noget ved den stigende grundskyld, der har ramt både boligejere og lejere i kommunen.
"Der er et flertal, der mener, at når vi begynder at tale skattelettelser, så er det grundskylden, der står først. Det er et vigtigt skridt. Jeg har den holdning, at det skal ske allerede ved næste budgetforhandling - det må vi så se, om der kan skabes flertal for. Det er jo sådan, at jeg ikke kan tælle til 11 på egen hånd, jeg skal have nogle andre med. Jeg har en formodning om, at det kan lade sig gøre," siger Sofia Osmani.

Hun vil ikke sætte nøjagtig tal på, hvor meget grundskylden skal sænkes.
"Jeg tror ikke, vi kan rulle to promille tilbage i et hug. Det tror jeg ikke, vi kan få flertal for. Men jeg tror, vi kan lave en aftale, som hedder, at vi gradvist prøver at rulle de to promille tilbage. Hvis ikke man får gjort noget, så kommer grundskylden til at stige 6-7 procent hver eneste år i den kommende valgperiode. Og den stigning vil jeg gerne neutralisere, så der kommer ro om boligejernes økonomi. Og hvis vi gør det, passer det meget godt, at vi om fire år har fået rullet de to promille tilbage. Og sikret at skattetrykket er nogenlunde det samme," siger hun.

S er med

Hos Socialdemokraterne er viceborgmester Simon Pihl Sørensen parat til at kigge på grundskylden.
"Vi har først nogle ting, vi skal have ordnet på ældre- og børneområdet, inden vi taler grundskyld. Men der er også en anerkendelse af, at den stigning som folk – automatisk – får de kommende år, den er meget voldsomt. Det er vi simpelthen nødt til at se på. Kan vi skabe et råderum, så vil vi gerne være med til at tale om grundskyld. Så man i det mindste tager højde for den automatiske stigningstakt. Jeg forestiller mig, at det er noget vi kommer til at tale om i denne periode," siger Simon Pihl Sørensen.
Liberal Alliances ene medlem af den nye kommunalbestyrelse mener, at Lyngby-Taarbæk-borgerne har været hårdt ramt af grundskylden.
"Borgerne i vores kommune er ramt dobbelt, da man på den ene side har hævet grundskyldspromillen og samtidigt er ramt af SKATs fejlvurderinger og ikke mindst af stigningen i beregningsgrundlaget, der betyder at skatten igen stiger. For den enkelte boligejer kan det dreje sig om rigtig mange penge, hvorfor det er vigtigt at vi får gjort noget ved det. Det er afgørende at ingen går fra hus og hjem, fordi at kommunen ikke vil prioritere (...) Vi går efter at minimere boligejernes tab i videst mulige omfang, vores ønskescenarium er at medtage 2014, men realistisk bliver det nok ikke muligt før 2015," siger Anne Jeremiassen fra Liberal Alliance.

Letbanen kan finansiere

Ifølge den nye borgmester er finansieringen af en sænkning af grundskylden endnu ikke besluttet.
"Hvordan det skal finansieres er et prioriteringsspørgsmål, som vi må tale med de andre partier om. Jeg har fremlagt forslag, hvor det kan lade sig gøre, det involverer letbanen, som jeg får sværere ved at få flertal for at skrotte.
Men der er allerede lidt luft i budgettet til næste år, fordi vi lagde en buffer ind. Det luft kan bruges til at tage første skridt," siger Sofia Osmani.
Budgetforhandlingerne for 2015-budgettet, hvor grundskylden med al sandsynlighed kommer på dagsordnenen, indledes i september 2014.