Kør nu frem i det kryds kære bilist!
Aarhus Kommune opfordrer nu bilister, der kører på Genvejen/Møllebakken, til at køre frem, så der ikke bliver for meget kø
Opfordringen er helt tydelig fra Aarhus Kommune: Bilisterne skal køre frem i krydset i stedet for at spærre, så trafikken kan køre uden kødannelse.
Der er tale om krydset Genvejen/Møllebakken, hvor to venstresvingsbaner er blevet forlænget med 100 meter for at gøre plads til flere biler, som skal til venstre ind mod Aarhus.
Kommunens folk har gennem september og oktober arbejdet på at lave venstresvingsbanerne, så trafikken kan afvikles hurtigere, og nu er de altså færdige, men selv om banerne er blevet længere, så er der stadig trafikale problemer på strækningen.
For ifølge Aarhus Kommune har bilisterne tilsyneladende problemer med at køre frem i krydset og fylde banerne op, så der sker stadig en opstuvning af biler hen mod krydset, og kødannelsen blokerer for, at bilerne kan fordele sig i venstresvings- højresvings- og ligeudbanen.
For mange biler
Genvejen er enkeltsporet frem til 250 meter før krydset Genvejen/Mølleparken, hvorefter bilisterne fordeler sig i tre forskellige retninger nemlig højre, venstre og lige ud.
“Trafikanterne skal vænne sig til at køre frem og fylde vejbanerne op. Det sker ofte, at en bilist tager farten af og langsomt triller hen mod den bane, som vedkommende skal videre ad, fordi der er rødt. Det betyder, at en bilist kan komme til at blokere for, at mange bagvedliggende når frem til de baner, som de skal videre ad,” forklarer ingeniør Lars Clausen fra Trafik og Veje i Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Kør frem-kampagne
For at gøre trafikanterne opmærksomme på problemet har Aarhus Kommune opsat to store informationstavler som i de kommende uger skal opfordre bilisterne til at køre frem mod krydset for at minimere kø på strækningen ad Genvejen.
I løbet af de kommende uger vil Trafik og Veje have særlig fokus på trafikken på lige netop krydset Genvejen/Møllebakken, hvor ingeniører vil overvåge, hvordan trafikken kører.