Hans Toft vil ikke i dialog med de borgerlige
76 punkter stod der på dagsordenen, da der mandag aften var konstituerende møde til kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune.
Øverst stod valg af borgmester og medlemmer til de politiske udvalg, og derefter fulgte valg af poster til en lang række udvalg, nævn og råd, selskaber, institutioner, gymnasier m.m.
Størst interesse var der om valg af borgmester, og ikke uventet kunne Hans Toft få hængt borgmesterkæden om halsen med konservative og socialdemokratiske stemmer.
"Forløbet bekræfter, hvad jeg tidligere har skrevet i et indlæg i Villabyerne, at en stemme på K er en stemme på S. Hvad skete der lige med det borgerlige samarbejde? Vi borgerlige har trods alt 15 ud af 19 pladser i kommunalbestyrelsen, og derfor er det skuffende, at Hans Toft ikke ville søge det borgerlige samarbejde med os", sagde Mogens Vad, Venstre, efter mødet.